Halvårsrapport 2011 for Investeringsforeningen Nordea Invest Special


Bestyrelsen for Investeringsforeningen Nordea Invest Special har på sit møde den 26. august 2011 godkendt foreningens halvårsrapport. Den kan nu downloades fra www.nordeainvest.dk.

Afdelingerne i Nordea Invest Special gav i 1. halvår 2011 afkast på mellem -7,0 og 5,8 pct., hvoraf European High Yield Bonds var den afdeling, som klarede sig bedst. Resultatet for 1. halvår 2011 blev således et samlet overskud på 35,7 mio. kr. mod et overskud på 92,6 mio. kr. for 1. halvår 2010.

1. halvår 2011 var præget af et svagt opsving i den globale økonomi, men frem mod halvårsskiftet var usikkerheden stigende på de finansielle markeder som følge af blandt andet statsgældskrisen i Sydeuropa og vigende nøgletal for den amerikanske økonomi. Samlet set steg renterne svagt gennem halvåret, mens udviklingen på aktiemarkederne var meget uensartet mellem de forskellige lande og sektorer.

Efter halvårsskiftet er usikkerheden på de finansielle markeder blevet forstærket med store kursudsving til følge. Usikkerheden er blandt andet blevet udløst af en genopblussen af statsgældskrisen i Sydeuropa samt af den fortsatte uro omkring den økonomiske situation i USA, som har forstærket frygten for en recession. Usikkerheden har haft en negativ effekt på afdelingerne Danske aktier fokus, Europæiske Aktier fokus og European High Yield Bonds, som alle har udvist kursfald. Afdeling Formueforvaltning obligationer er derimod blevet påvirket positivt, da usikkerheden har resulteret i faldende renter.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til undertegnede eller kommunikationschef Klaus Fridorf på telefon 33 36 08 97.

Med venlig hilsen
Nordea Invest

Cristina Lage
Administrerende direktør