Fastsættelse af pris for delaktier, tidspunkt for forventet gennemførelse af fusion samt status vedrørende godkendelse af statsgarantier


Med henvisning til selskabsmeddelelse af 28. februar 2012 om indgåelse af fusionsplan mellem Vestjysk Bank A/S og Aarhus Lokalbank Aktieselskab oplyses det hermed, at indløsningsprisen på delaktier, der udstedes ved fusionen, vil udgøre DKK 6,43 per delaktie. Delaktierne vil blive tildelt aktionærer i Aarhus Lokalbank, der ejer et antal aktier, der ikke er deleligt med fire. Prisen på delaktierne er fastsat på baggrund af det vægtede gennemsnit af handelskursen for Vestjysk Bank aktien på NASDAQ OMX Copenhagen A/S i perioden fra 21. marts 2012 til og med 27. marts 2012. Der henvises til selskabsmeddelelsen af 28. februar 2012 for nærmere oplysning om tildeling og omsætning af delaktier.

Forslag om gennemførelse af fusionen mellem Aarhus Lokalbank og Vestjysk Bank forelægges på selskabernes ordinære generalforsamlinger henholdsvis i dag, 28. marts 2012, og i morgen, 29. marts 2012. Forudsat generalforsamlingerne godkender fusionen, forventes Finanstilsynets godkendelse at foreligge den 30. marts 2012, hvorefter fusionen vil blive anmeldt til registrering i Erhvervsstyrelsen. Endelig tidsplan for ombytning af aktier, m.v. vil blive offentliggjort umiddelbart efter registreringen i Erhvervsstyrelsen.

Den planlagte fusion er en del af kapitalplanen beskrevet i selskabsmeddelelsen af 28. februar 2012. Et af kapitalplanens elementer er opnåelse af nye individuelle statsgarantier. Som det fremgår af selskabsmeddelelsen af 28. februar 2012 er opnåelsen af de nye individuelle statsgarantier blandt andet betinget af godkendelse fra Europa Kommissionen samt Finansiel Stabilitet A/S.

Bekendtgørelsen, der danner grundlag for Finansiel Stabilitet A/S' tildeling af nye individuelle statsgarantier foreligger endnu ikke, og den formelle ansøgning om de nye individuelle garantier vil, som angivet i selskabsmeddelelse af 28. februar 2012, kunne indgives så snart bekendtgørelsen foreligger. Den fortsættende bank vil udsende en selskabsmeddelelse, så snart de nævnte godkendelser fra Europa Kommissionen og Finansiel Stabilitet A/S samt vilkårene derfor foreligger.

Eventuelle henvendelser vedrørende denne selskabsmeddelelse kan rettes til administrerende direktør Vagn Thorsager på tlf. 40 53 92 55.


Attachments