Halvårsrapport 2012 for Investeringsinstitutforeningen Nordea Invest


Investeringsinstitutforeningen Nordea Invests halvårsrapport 2012
Bestyrelsen for Investeringsinstitutforeningen Nordea Invest har på sit møde den 31. august 2012 godkendt foreningens halvårsrapport for 1. halvår 2012.

Udviklingen i foreningen
Foreningens afdelinger, Nordea Invest Aktivportefølje 1-4, gav afkast på 3,7 til 5,0 pct. i 1. halvår 2012. Afdelingernes aktieinvesteringer blev påvirket positivt af aftagende usikkerhed og fremgang for den globale økonomi i starten af året. Obligationsinvesteringerne blev påvirket positivt af faldende renter sidst i perioden.

Den positive udvikling resulterede i et samlet overskud på 41,9 mio. kr. Den forvaltede formue faldt fra 962,9 mio. kr. til 814,8 mio. kr. som følge af nettoindløsninger.

Fremgang for verdensøkonomien – trods stor usikkerhed
Den globale økonomi var præget af fremgang i 1. halvår 2012, dog med store forskelle mellem de enkelte lande og regioner. Mens amerikansk økonomi var på vej op i tempo i starten af året, befandt den økonomiske aktivitet i Europa sig på et lavt niveau med recession i de mest udsatte lande. Til forskel herfra formåede emerging markets-landene fortsat at opretholde en høj vækst. I slutningen af halvåret begyndte væksten i den globale økonomi at aftage, og der opstod fornyet usikkerhed omkring statsgældskrisen i Europa. Denne udvikling blev afspejlet i de finansielle markeder, hvor de mere risikobetonede aktiver viste fremgang i starten af året, mens usikkerhed frem mod halvårsskiftet resulterede i kursfald.

Halvårsrapporten for 1. halvår 2012 er tilgængelig
Halvårsrapporten for 1. halvår 2012 kan fra den 31. august 2012 downloades fra www.nordeainvest.dk.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til administrerende direktør Malene Ehrenskjöld på telefon 33 36 06 00.

Med venlig hilsen
Nordea Invest

Lars Eskesen                                                        Malene Ehrenskjöld
Bestyrelsesformand                                              Adm. direktør