Fynske Bank bag historisk kvartalsregnskab


Selskabsmeddelelse nr. 2023/08

Fynske Bank kommer ud af årets første kvartal med et af de bedste resultater i bankens historie og har tidligere opjusteret forventningerne til årsresultatet. 

Fynske Bank har fået en historisk stærk start på 2023.

Regnskabet for årets første tre måneder lander på et resultat før skat på 54,5 mio. kr. I samme periode sidste år lød resultatet før skat på 0,7 mio. kr.

Den positive udvikling skyldes ifølge adm. direktør Henning Dam, at de stigende markedsrenter har medført stigende renteindtægter på bankens udlån, men også bankens store obligationsbeholdning har givet et pænt renteafkast. Hertil kommer positive kursreguleringer på obligationsbeholdningen. På toppen af det har Fynske Bank oplevet en positiv udvikling i bankens udlån. Her svarer fremgangen til en vækst på 10,7 procent.

”Med et så stærkt regnskab er der naturligvis god grund til, at vi husker at hæve armene. Vi ser en glædelig og meget tilfredsstillende udvikling i særligt vores udlån med en rigtig flot vækst på mere end 10 procent. Væksten her er drevet af vores erhvervskunder, men vi oplever også vækst i privatsegmentet,” siger Henning Dam og fortsætter:

”Samtidig er vi begunstiget af stigende renteindtægter, fordi markedsrenterne har været stigende. Det betyder også, at hvor vi i de seneste år har måtte tage nogle slag på grund af vores lidt konservative likviditetsplacering i obligationer, så bliver vi nu belønnet for det.”

Netto gebyr og provisionsindtægterne holder niveauet fra samme periode sidste år, men vi har set ind i en faldende boligaktivitet i 2023. De stigende omkostninger er et udtryk for generelle prisstigninger og er ekstraordinært præget af omkostninger til successionen af bankens direktion.

Testvindende boligkredit 
Ifølge Henning Dam er forudsætningen for den positive fremdrift, at Fynske Bank kan tilbyde attraktive produkter.  Direktøren glæder sig over, at bankens Boligkredit i maj er blevet fremhævet som det bedste produkt i en uvildig test hos Forbrugerrådet Tænk.

”Vi ser det afgjort som et kvalitetsstempel af vores Boligkredit, at vi har vundet ”Bedst i Test”, og det viser, at vores produkter er attraktive både målt på kvalitet og pris. Vi skal samtidig huske på,
at der bag vores produkter står en masse dygtige og hårdtarbejdende kolleger, som også fortjener en stor tak for deres indsats for banken,” siger Henning Dam.

For yderligere information, kontakt venligst:
Adm. direktør Henning Dam, tlf. 2343 7425.


Med venlig hilsen

Fynske Bank A/S

Vedhæftede filer



Attachments

Selskabsmeddelelse 2023-08 Fynske Bank periodemeddelelse 1. kvartal 2023