15. april 2008 Med. nr. 09/2008 Den ordinære generalforsamling blev gennemført i henhold til den udsendte dagsorden, og årsrapporten med bestyrelsens forslag til anvendelse af årsresultatet blev godkendt. Hermed vedtog generalforsamlingen bestyrelsens forslag om, at selskabets aktiekapital nedsættes med i alt 240.000 stk. aktier, som er tilbagekøbt siden den ekstraordinære generalforsamling den 13. december 2007. Kapitalnedsættelsen sker til børskurs 728,30 pr. aktie, og der overføres således i alt 174.791.604 kr. fra selskabets bundne kapital til de frie reserver. Kapitalnedsættelsen anmeldes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen 16. april 2008 og vil derefter i praksis ske, når den tre måneder lange indsigelsesfrist er udløbet. Aktiekapitalen vil herefter være 166.563.500 kr. Endvidere blev bestyrelsens forslag om vedtægtsændring vedrørende forlængelse af bemyndigelse til at udstede aktier, medarbejderaktier, konvertible obligationer og tegningsoptioner samt af stedet for generalforsamlingens afholdelse, bemyndigelse til køb af egne aktier, incitamentsaflønning til direktion og andre ledende medarbejdere samt forhøjelse af vederlag til bestyrelsen vedtaget. Samtlige bestyrelsesmedlemmer - industrial advisor Jørgen Ajslev, bestyrelsesformand Anders Knutsen, adm. direktør Jens Maaløe, bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen, bestyrelsesmedlem Annette Sadolin og pelsdyravler Knud J. Vest - blev genvalgt. Bestyrelsen har konstitueret sig med bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen som formand og bestyrelsesformand Anders Knutsen som næstformand. Selskabets revisor, Deloitte, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab, blev genvalgt. Topdanmark forventer fortsat (jf. fondsbørsmeddelelse nr. 03/2008) et resultat efter skat på 750 - 850 mio. kr. for 2008. Denne resultatprognose er givet under forudsætning af uændrede valutakurser, et aktieafkast på 7,0 pct. p.a. i forhold til niveauet 6. marts 2008 og et afkast af rentebærende investeringer på 5,2 pct. (den risikofri rente med et risikotillæg på 0,75 procentpoint). For 2008 forventes fortsat et tilbagekøb af Topdanmark-aktier på omkring 1.050 mio. kr. Der er på nuværende tidspunkt tilbagekøbt Topdanmark-aktier for 309 mio. kr. i 2008. Der resterer således 741 mio. kr. af tilbagekøbsprogrammet for 2008. Eventuelle henvendelser: Steffen Heegaard, Kommunikations- og IR-direktør Mobil: 4025 3524