2. april 2009


Selskabsmeddelelse nr. 6/2009

2. april 2009


MEDDELELSE OM AFHOLDT GENERALFORSAMLING I AURIGA INDUSTRIES A/S

Auriga Industries A/S har den 2. april 2009 afholdt ordinær generalforsamling
på selskabets kontor i Harboøre. 

På generalforsamlingen aflagde bestyrelsesformand Ole Steen Andersen beretning
og nævnte blandt andet at: 

Der er opnået en vækst i omsætningen på 30%, og resultatet før skat er
forbedret fra 83 mio. kr. til 402 mio. kr., så resultatet blev det næstbedste
nogensinde. Ved uændrede valutakurser ville væksten have været 35%. 

Auriga har fortsat en stærk balance med lav gearing, og den nettorentebærende
gæld udgør uændret kun godt to gange årets EBITDA. Egenkapitalandelen er 43%.
Investeringer og en betydelig opbygning af lagre til den kommende sæson har dog
resulteret i en negativ pengestrøm på 720 mio. kr. 

Med en skønnet markedsvækst på godt 20% er Cheminova vokset kraftigere end
markedet og har også i 2008 forøget sin markedsandel. Væksten er baseret på et
positivt marked med god efterspørgsel efter det største produkt glyphosat,
introduktion og øget salg af nye produkter samt akkvisitionen af 50% af
Stähler-gruppen i Tyskland. 

Stähler-akkvisitionen har givet direkte markedsadgang til yderligere tre
markeder i Europa, nemlig Tyskland, Østrig og Schweiz, ligesom Cheminovas
produktprogram i Europa generelt er styrket, idet Stähler introducerer en række
interessante produkter i de fleste lande i Europa. Ejerskabet i Stähler er øget
med yderligere 25% i 2009. 

Cheminova har fastholdt et højt niveau for aktiviteterne til udvikling og
registrering af nye og eksisterende produkter. Omkostningerne hertil udgør nu
som følge af den kraftige vækst mindre end 5% af omsætningen. I 2008 er hele 7
nye aktivstoffer introduceret i de første markeder, hvilket er rekord. 

Gennemførelse af forbedringer på Cheminovas danske fabrik har i 2008 haft en
effekt på 25 mio. kr., og der er identificeret yderligere
effektiviseringsmuligheder, som vil blive implementeret i løbet 2009 og 2010,
så den samlede besparelse forventes at nå op på 100 mio. kr. årligt.
Effektivitetsforbedringer øger fabrikkens konkurrencedygtighed, så der også
fremover kan produceres lønsomt i Danmark. Dette forudsætter dog, at
myndighederne ikke belaster industrien med store afgiftsforhøjelser som for
eksempel på energi. 
 
I visionen for Cheminova fastslås, at der tilstræbes en langsigtet, bæredygtig
udvikling af selskabet både forretningsmæssigt og i forhold til det omgivende
samfund. Dermed er CSR en integreret del af selskabets værdisæt, ledelse,
udvikling og drift. Cheminovas CSR-rapport for 2008 redegør for de opnåede
resultater i 2008 samt målene for 2009. 

I relation til den fastlagte køreplan for udfasning er det lykkedes at udfase
Klasse I-produkter hurtigere end planlagt i Cuba, Indien og Colombia, ligesom
det sidste Klasse I-produkt nu er udfaset i Argentina. 

Auriga-aktien har i modsætning til langt de fleste danske og udenlandske aktier
fastholdt sin værdi i 2008 - kursen steg i første halvår og faldt tilbage til
udgangspunktet i løbet af andet halvår. Likviditeten er fortsat høj, og i 2008
blev der omsat 18,6 mio. stk. B-aktier til en kursværdi på 3,2 mia. kr. I den
forløbne del af 2009 er kursen på Auriga-aktien steget med godt 12% og lå
dags dato kl. 13.00 i kurs 101,50. 

Formanden oplyste, at bestyrelsesvederlag i 2008 udgjorde 2,3 mio. kr., og
vederlaget vil være uændret i 2009. Bestyrelsesformandens vederlag udgør årligt
500.000 kr., mens næstformanden får 300.000 kr. årligt og de ordinære medlemmer
225.000 kroner årligt. Bestyrelsen har besluttet at nedsætte en revisionskomité
med to medlemmer. Bestyrelsen har vedtaget et årligt vederlag på 200.000 kr.
til komitéformanden og 100.000 kr. til det ordinære medlem. 

Selvom udsigterne for de kommende år er gode for branchen for plantebeskyttelse
og på trods af positive forventninger til året som helhed, er udsigterne for
indeværende år endnu meget usikre. Året er startet svagt, da kunderne er
tilbageholdende med at afgive ordrer før starten på sæsonen, og der er derfor
betydelig usikkerhed omkring markedets udvikling i 2009. Cheminova forventer
dog at vinde markedsandele igen i 2009. Omsætningen forven-tes at nå ca. 6.250
mio. kr. med en EBIT-margin på ca. 9%. 

Den administrerende direktør Kurt Pedersen Kaalund gennemgik regnskabet for
2008 herunder resultatopgørelse og balance samt forslag til
resultatdisponering. Kurt Pedersen Kaalund sluttede af med en præsentation af
Cheminovas nye Business Plan ”Fem-i-Femten”. 

Generalforsamlingen godkendte beretningen og vedtog bestyrelsens forslag om
udbetaling af 5,75 kr. i udbytte for hver 10 kroners aktie. 

Povl Krogsgaard-Larsen, Torben Skriver Frandsen, Johannes Jacobsen, Karl Anker
Jørgensen og Jan Stranges blev genvalgt til bestyrelsen. Erik Højsholt blev
nyvalgt til bestyrelsen, mens Ole Steen Andersen ikke genopstillede. Deloitte,
statsautoriseret revisionsaktieselskab, genvalgtes som revisor. 

Det fremsatte forslag om at forlænge bestyrelsens eksisterende bemyndigelse til
at forhøje aktiekapitalen med indtil 25 mio. kr. B-aktier indtil 1. maj 2014
blev vedtaget. 

De fremsatte forslag om navneændring vedr. Værdipapircentralen til VP
Securities A/S samt adresseændring på ekstern aktiebogsfører blev vedtaget. 

Det fremsatte forslag vedrørende tilføjelse til standarddagsordenen for Aurigas
ordinære generalforsamling om godkendelse af vederlag til bestyrelsen blev
vedtaget. 

Det fremsatte forslag om ophævelse af vedtægternes § 7.4, således at det ikke
længere er et krav, at Auriga skal eje mere end 50% af stemmerne i Cheminova,
blev vedtaget. I sin formandsberetning understregede Ole Steen Andersen, at
ændringen af vedtægterne ikke kan tages til udtryk for, at Auriga ønsker at
afhænde Cheminova helt eller delvist. Der er fuld opbakning til ledelsens plan
om udvikling og vækst som vejen til bedre indtjening og større værdiska-belse
for aktionærer og andre interessenter. 

Det fremsatte forslag om bemyndigelse for bestyrelsen til at lade selskabet
erhverve egne aktier indtil 10% af aktiekapitalen blev vedtaget. 

På et bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig
med Erik Højsholt som formand og Povl Krogsgaard-Larsen som næstformand. 


AURIGA INDUSTRIES A/S


Erik Højsholt						
Formand for bestyrelsen	

Kurt Pedersen Kaalund			
Administrerende direktør

Attachments

medl-efter-genf-2009.pdf