Ændringer i bestyrelsen på næste ordinære generalforsamling


Denne meddelelse omhandler tre forskellige begivenheder i Danisco: ændringer i
bestyrelsen, en trading update der øger vores EBIT-forventning for helåret
2008/09 med 75 100 mio. kr. og information om et øget finansielt
informationsniveau. 

Ændringer i Daniscos bestyrelse
Formand for Daniscos bestyrelse, Anders Knutsen (valgt til bestyrelsen i 1997),
og to andre bestyrelsesmedlemmer, Peter Højland (valgt til bestyrelsen i 1998)
og Matti Vuoria (valgt til bestyrelsen i 1999), genopstiller ikke på Daniscos
næste ordinære generalforsamling den 20. august 2009. 

Anders Knutsen udtaler: “I mine syv år som formand for Daniscos bestyrelse har
jeg arbejdet på at gøre Danisco til en fokuseret, biobaseret
ingrediensvirksomhed. Efter salget af Sukker er Danisco klar til en ny og
udfordrende epoke med fokus på værdiskabelse og udnyttelse af vores
kompetencer. Efter drøftelser med nogle af Daniscos største aktionærer har jeg
besluttet ikke at genopstille på næste generalforsamling.” 

Nuværende næstformand for bestyrelsen, Jørgen Tandrup, har udtrykt, at han er
villig til at påtage sig posten som formand efter næste generalforsamling for
at sikre kontinuitet i bestyrelsen. 

Daniscos bestyrelse er nu i gang med at finde nye kandidater til de tre ledige
bestyrelsesposter, hvis kompetencer bør afspejle Daniscos strategiske sigte.
Bestyrelsen har nedsat en nomineringskomite bestående af tre nuværende
bestyrelsesmedlemmer (formandskabet og Håkan Björklund) samt ekstern
rekrutteringsbistand. De udvalgte kandidater vil blive offentliggjort i
forbindelse med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling, som ventes
udsendt inden udgangen af juli 2009. 

Daniscos bestyrelse består i øjeblikket af Anders Knutsen (formand), Jørgen
Tandrup (næstformand, valgt til bestyrelsen i 2002), Håkan Björklund (valgt til
bestyrelsen i 2004), Kirsten Drejer (valgt til bestyrelsen i 2006), Lis
Glibstrup (medarbejdervalgt i 2002), Peter Højland, Flemming Kristensen
(medarbejdervalgt i 2005) og Matti Vuoria. For yderligere oplysninger om
bestyrelsen henvises til www.danisco.com. 

Trading update
I marts 2009 meddelte vi, at vores forventninger til det resterende kvartal af
regnskabsåret 2008/09 var behæftet med en usædvanlig høj grad af usikkerhed på
grund af den globale økonomiske afmatning og den deraf følgende svækkelse af
efterspørgslen, ikke mindst i januar 2009. Vi finder det hensigtsmæssigt at
give en kort trading update på nuværende tidspunkt - baseret på de ureviderede
resultater for helåret 2008/09. 

I 4. kvartal 2008/09 opnåede vi en omsætning på ca. 3,3 mia. kr., svarende til
en vækstrate på ca. 2% i forhold til sidste år. Den organiske vækst for
kvartalet var flad. Det svarer til en omsætning for helåret på 13,0 mia. kr. og
en organisk vækst på omkring 4%. 

I marts 2009 meddelte vi, at vi forventede en EBIT på ca. 1.150 mio. kr. efter
udgifter på omkring 50 mio. kr. til Bio Chemicals-projekter (Goodyear) og før
aktiebaseret aflønning og særlige poster. På baggrund af de ureviderede tal
forventer vi nu 1.225-1.250 mio. kr. efter udgifter på 40 mio. kr. til Bio
Chemicals-projekter (Goodyear). 

Vi planlægger fortsat at offentliggøre vores reviderede resultat for helåret
2008/09 den 24. juni 2009 sammen med vores forventninger til 2009/10. 

Danisco øger det finansielle informationsniveau
Vi har besluttet at øge gennemsigtigheden ved at udvide antallet af finansielle
rapporterings-segmenter fra de nuværende to segmenter (Food Ingredients og
Genencor) til fire (Enablers, Cultures, Sweeteners og Genencor). Tidligere blev
Cultures og Sweeteners vist under ét - Bio Actives - mens alle aktiviteter
bortset fra Genencor blev vist som ét segment - Food Ingredients. 

Denne struktur bliver gennemført allerede for helåret 2008/09, hvorved vi
implementerer IFRS 8 et år tidligere, end loven kræver. For at give vores
eksterne interessenter tid til at forberede sig på dette øgede
informationsniveau forud for offentliggørelsen af vores helårsresultat i juni
har vi vedlagt tilpassede segmentdata for 11 kvartaler. 

Vi er fortsat stærkt fokuserede på vores Food Ingredients- og Bio
Actives-platforme og vil fortsætte med at kommunikere og rapportere om
aktiviteter inden for disse områder, selv om de ikke længere optræder som
finansielle rapporteringssegmenter. Ledelsesstrukturen for Food Ingredients og
Bio Actives forbliver derfor også uændret. 

Med venlig hilsen


Anders Knutsen 		Tom Knutzen
Formand			Administrerende direktør

Attachments

08-2009 dk trading update.pdf