Jeudan gennemfører fuldtegnet emission


Ikke til offentliggørelse eller distribution i Australien, Canada, Japan eller
USA. Denne meddelelse er ikke et tilbud om køb eller salg af værdipapirer i
Jeudan A/S (”Værdipapirer”) i Australien, Canada, Japan eller USA eller i nogen
anden jurisdiktion. Værdipapirerne må ikke tilbydes eller sælges i USA uden
registrering eller i henhold til en undtagelse fra registreringspligten efter
U.S. Securities Act fra 1933 med senere ændringer. Udstederen af Værdipapirerne
har ikke registreret og agter ikke at registrere disse eller en del heraf i USA
eller i nogen anden jurisdiktion uden for Danmark og har ikke til hensigt at
foretage noget offentligt udbud af Værdipapirerne i USA eller i andre
jurisdiktioner uden for Danmark. 


Kapitalgrundlaget styrkes med henblik på nye investeringer

Jeudan A/S har i dag gennemført udbuddet af aktier med fortegningsret for
Selskabets eksisterende aktionærer, jf. Selskabets meddelelse nr. 186 af 8.
marts 2010. 

Med udgangspunkt i den seneste tids udvikling på visse dele af ejendomsmarkedet
ser Jeudan igen muligheder for at købe ejendomme inden for den fastlagte
strategi. I forlængelse af investeringer i 2009 på samlet ca. DKK 3,2 mia.
ønskede bestyrelsen derfor at udvide kapitalen for at sikre et fortsat robust
kapitalgrundlag og dermed et passende beredskab til at kunne fortsætte væksten. 

”Vi er tilfredse med opbakningen fra både hidtidige og nye aktionærer. Med
kapitaludvidelsen får Jeudan en investeringskapacitet i størrelsesordenen DKK
2-4 mia., som vi vil udnytte når og hvis de rette muligheder opstår,” siger
Jeudans bestyrelsesformand Niels Heering. 

Ved den fuldtegnede emission blev 3.024.698 nye aktier tegnet til en pris på
DKK 325 pr. aktie a nominelt DKK 100. Emissionen gav således Jeudan A/S et
bruttoprovenu på DKK 983 mio. Efter omkostninger på tilsammen DKK 25 mio. (jf.
prospektet) udgør nettoprovenuet DKK 958 mio. Af tekniske årsager og i henhold
til sædvanlig praksis blev et ubetydeligt antal aktier (362 aktier, sva-rende
til 0,01%) tegnet af Danske Bank i henhold til garantiaftalen herom. Danske
Markets har meddelt Jeudan, at der ikke har været foretaget stabilisering af
tegningsretterne i forbindelse med emissionen. 

Kapitaludvidelsen er registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og Jeudan
A/S' aktiekapital udgør herefter DKK 1.058.644.500, fordelt på 10.586.445
aktier a DKK 100. 

De nye aktier er optaget til handel og officiel notering på NASDAQ OMX
Copenhagen A/S med en midlertidig ISIN kode (DK0060206902). De har ret til
udbytte fra og med regnskabsåret 2010. Efter udbetaling af udbytte for
regnskabsåret 2009 for Jeudan A/S' hidtidige aktier (ISIN kode DK0010171362),
vil den midlertidige ISIN kode blive lagt sammen med den hidtidige. Dette
forventes at ske 26. april 2010. 

Kapitaludvidelsen giver ikke anledning til ændringer i Selskabets tidligere
offentliggjorte forventninger til de økonomiske resultater for 2010, det vil
sige en omsætning på niveauet DKK 1 mia. og et driftsresultat (EBVAT) på DKK
240-265 mio. 

De beskrevne forventninger til den fremtidige udvikling er forbundet med
usikkerhed og risici, som blandt andet - men ikke udelukkende - omfatter de
faktorer, som er beskrevet i afsnittet om risikofaktorer i årsrapporten for
2009 og i emissionsprospektet. Disse og andre faktorer kan indebære, at den
faktiske udvikling afviger væsentligt fra forventningerne. 


Yderligere oplysninger:
Bestyrelsesformand Niels Heering, tlf. 33 41 41 41, mobil 40 17 75 31
Adm. direktør Per W. Hallgren, tlf. 70 10 60 70, mobil 20 20 92 66


Jeudan A/S, Sankt Annæ Plads 13, 1250 København K. Tlf. 70 10 60 70.


Jeudan er Danmarks største børsnoterede ejendomsvirksomhed. Koncernen
investerer i større kontorejendomme i København og detailejendomme i
Storkøbenhavn og på Sjælland. Koncernen har desuden et bredt udbud af
ejendomsrelaterede rådgivnings-, service- og bygningsydelser. Strategien sigter
mod fortsat vækst og lønsomhed, baseret på værdierne ordentlighed, dygtighed
og tilgængelighed. Koncernen har 350 medarbejdere. Selskabets aktier er
noteret på NASDAQ OMX København (JDAN). www.jeudan.dk.

Attachments

187.pdf