Exiqon A/S afslutter voldgiftssag mod Santaris Pharma a/s


Exiqon A/S (NASDAQ OMX: EXQ) offentliggjorde i dag, at selskabet har afsluttet voldgiftssagen anlagt mod Santaris Pharma a/s.

For at beskytte sit forretningsgrundlag anlagde Exiqon i 2010 voldgiftssag mod Santaris Pharma.

Exiqon’s produktudbud omfatter LNA™ amiditter og LNA™ oligoer til brug for forskning og udvikling af lægemidler. Exiqon har de eksklusive rettigheder til at fremstille og sælge sådanne produkter undtagen til brug for forskning og udvikling af lægemidler, der indeholder LNA™ som den aktive ingrediens. Voldgiftsrettens afgørelse fastslår, at Exiqon er berettiget til på ikke-eksklusiv basis at sælge disse produkter også til brug for forskning og udvikling af lægemidler, der indeholder LNA™ som den aktive ingrediens. Exiqon blev frifundet overfor Santaris Pharmas påstand om, at Exiqon skulle være afskåret herfra.

Med dagens voldgiftsafgørelse er det fastslået, at både Exiqon og Santaris Pharma kan fremstille og sælge LNA™ produkter til brug for forskning og udvikling af lægemidler, der indeholder LNA™ som aktiv ingrediens.

I en kommentar til afgørelsen, udtaler CEO Lars Kongsbak: ”Exiqon arbejder målrettet på at levere ’best in class’ produkter til nukleinsyreanalyse gennem udnyttelse af vores LNA™ teknologi. På den måde har vi opnået en markedsledende position i vores markeder, og samme målrettethed ligger til grund for Exiqons indsats for at udvikle nye molekylærdiagnostiske produkter, herunder ’companion’ diagnostiske produkter, hvad enten det drejer sig om vores egne produkter eller produkter vi udvikler i samarbejde med andre, der kan opnå adgang til vores teknologi gennem licensaftaler. Voldgiftssagen mod Santaris Pharma, der i dag har fundet sin afslutning, var et ærgerligt, men nødvendigt skridt på vejen mod at realisere vores forretningsmål.”

Exiqon havde under sagen fremsat krav om erstatning, men voldgiftsretten fandt ikke, at der var grundlag for at tilkende Exiqon erstatning.

Santaris Pharma havde under sagen fremført et selvstændigt erstatningskrav på 100 mio. kroner, for hvilket Exiqon blev frifundet.

Voldgiftsretten traf ligeledes afgørelse om fordeling af sagens omkostninger. Santaris Pharma fik tildelt 2 millioner kroner i delvis godtgørelse af sagens omkostninger til betaling af Exiqon inden for 14 dage.

Exiqon forventer, at dagens afgørelse vil påvirke selskabets EBITDA resultat for året, for hvilket der er udmeldt forventninger med forbehold for engangsindtægter og -omkostninger, med et beløb stort ca. -10 millioner kroner.

Yderligere information
Lars Kongsbak, President & CEO, tlf. +45 4566 0888 (mobil: +45 4090 2101)
Hans Henrik Chrois Christensen, CFO, tlf. +45 4566 0888 (mobil: +45 4090 2131)

Se den fulde pressemeddelelse i vedhæftede PDF eller på www.exiqon.com/investor/portal.


Attachments