Rejsegilde i Topsil - til tiden

Godt 60 deltagere - entreprenører, håndværkere, kommune og andre samarbejdspartnere - lagde tidligere i dag vejen forbi Topsils kommende ho-vedkontor og produktionshaller i forbindelse med rejsegilde på den nye fabrik på Siliciumvej i udkanten af Frederikssund. Som traditionen foreskriver, var nysgerrigheden stor, på dagen hvor byggeriet blev vist frem. Topsil trakterede med røde pølser og sodavand.


Det omtrent 5.000 m2 store byggeri, som er skudt i vejret på en bar mark de seneste måneder, er et kvantespring i forhold til Topsils nuværende fabriksfacilitet i lejede lokaler. Taget var på plads og kransen sad højt oppe, da deltagerne kunne fejre den første store milepæl, i det der bliver den ene af Topsils to fremtidige produktionshaller.

”Når man bygger nyt, som vi har valgt at gøre, opstår en unik mulighed for at designe og udforme et byggeri, som både er tidssvarende og som kan række langt ind i fremtiden” forklarer konstitueret direktør i Topsil, Jørgen Bødker. ”På vores nye lokation bliver det produktionen der definerer rammerne i stedet for rammerne, der begrænser produktionen. Det er vores store udfordring på vores nuværende beliggenhed”.

”Vi har arbejdet intenst blandt andet med flow- og kvalitetsforbedringer. Fabrikken bliver en højteknologisk renrumsfabrik, der kan udvides i takt med efterspørgslen, og som giver de mest optimale betingelser for at producere højkvalitetssilicium. Samtidig kan vi indarbejde løsninger, som er mere miljømæssigt venlige, end vi har kunnet før”.

Topsil fremstiller ultrarent silcium til den globale halvlederindustri og er den første tilflytter i Copenhagen Cleantech Park i Vinge, lidt syd for Frederikssund. Copenhagen Cleantech Park er en del af Copenhagen Cleantech Cluster, som arbejder for at fremme samarbejdet mellem etablerede cleantech virksomheder, inkubationsvirksomheder og forskningsmiljøer i Københavnsområdet. Topsils silicium indgår i forskellige energioptimerende komponenter, der indgår blandt andet i elforsyningsnettet, vindmøller og højhastighedstog.

Topsils nye fabrik er tegnet af Arkitektfirmaet Mangor og Nagel og består af 2 produktionshaller samt administration. Bygherrerådgiver er Orbicon, Ingeniører Alectia A/S og storentreprenør Enemærke og Petersen A/S. Andre større samarbejdspartnere er Brøndum, AGA, Johnson Controls og Silhorko. De samlede byggeomkostninger udgør i størrelsesordenen DKR 200 mio.

”Godt begyndt er halvt fuldendt” konstaterer Jørgen Bødker og noterer sig med tilfredshed at byggeriet er skudt planmæssigt op, siden tidligere Klima- og Energiminister, Lykke Friis, tog det første spadestik 4. april i år.

”Vi er ovenud tilfreds med den professionelle håndtering af byggeriet indtil nu, og vi kan dag for dag se, at anstrengelserne bærer frugt og at beton, bjælker og elementer er godt på vej til at blive den fabrik, som vi drømmer om. Nu kan vi se frem til at begynde at flytte ind til sommer næste år til gavn for vores kunder”, slutter Jørgen Bødker.

 


Attachments