KommuneKredit udsteder aktieindekseret obligationslån

KommuneKredit udsteder et nyt aktieindekseret obligationslån, hvor afkastet relateres til kursudviklingen i en kurv sammensat af femten aktier samt kursudviklingen på dollar over for kroner. Obligationerne har en løbetid på fire og et halvt år og indfries ved udløb som minimum til kurs 100.


KommuneKredit udsteder et nyt aktieindekseret obligationslån, ”0 % KommuneKredit HealthCare (USD) 2017” (ISIN DK0030302880). Obligationerne oppebærer ingen kuponrente, men indfries ved udløb til en kurs, der relateres til den eventuelle positive udvikling i en ligevægtet underliggende aktiekurv samt kursudviklingen på dollar over for kroner. Den underliggende aktiekurv er sammensat af femten internationale medicinalaktier (den ”Underliggende Aktiekurv”). Ved beregningen af Kursudviklingen i den Underliggende Aktiekurv, erstattes de fem af de femten Underliggende Aktier, der har klaret sig bedst, med en Fast Afkastfaktor. Den Faste Afkastfaktor vil blive endeligt fastlagt den 18. september 2012 og vil som minimum udgøre 25 %.

Obligationerne har en løbetid på fire og et halvt år, udstedes til kurs 110 og indfries ved forfald som minimum til kurs 100.

Obligationslånet er arrangeret af Garanti Invest A/S og udbydes til salg via Garanti Invest pengeinstitutterne.

Tegning af obligationerne finder sted i perioden fra den 27. august 2012 til den 14. september 2012, begge dage inklusive (”Tegningsperioden”). Størrelsen af den initiale udstedelse vil blive fastsat ved Tegningsperiodens udløb, men vil, for at udstedelsen bliver gennemført, som minimum udgøre nominelt DKK 25 millioner med en Fast Afkastfaktor på minimum 25 %. Udsteder og Arrangør forbeholder sig retten til at foretage reduktion i tildelingen af obligationerne, såfremt de samlede tegningsordrer overstiger nominelt DKK 500 millioner.

Obligationerne er på forhånd godkendt til handel og officiel notering på NASDAQ OMX Copenhagen A/S med første noteringsdag den 10. oktober 2012 og vil blive registreret i VP SECURITIES A/S.

Der er i forbindelse med udstedelsen udarbejdet et Informationsmateriale, som fra d.d. kan rekvireres ved henvendelse til Danske Andelskassers Bank A/S samt Garanti Invest pengeinstitutterne. Informationsmaterialet vil desuden være tilgængeligt via internettet på adressen www.garanti-invest.dk.

For yderligere information, kontakt venligst vicedirektør Thomas Valentiner på tlf. 38 41 42 50.

 

Med venlig hilsen

Garanti Invest A/S

Arrangør


Attachments