FLSmidth underskriver kontrakt på stort cementprojekt


Selskabsmeddelelse til Finanstilsynet 23-2014, 25. november 2014   

FLSmidth har underskrevet en EPC-kontrakt (Engineering, Procurement og Construction) omfattende ingeniørarbejde, udstyrsleverancer samt entreprenørarbejde med en af verdens største cementproducenter CEMEX på levering af en ny cementproduktionslinie, der skal installeres på CEMEXs cementfabrik i Odessa. Fabrikken ligger i den vestlige del af Texas, USA. Når installationen er færdig, forventes cementproduktionslinien at have en kapacitet på cirka 2.540 tons pr. døgn.

Udvidelsen vil anvende den mest moderne produktionsteknologi og dermed forbedre fabrikkens brændselseffektivitet og øge produktiviteten. Leverancen omfatter en 5-trins ILC forvarmer med lav-NOx kalcinator, en tre-base ovn, en FLSmidth® Cross-Bar® køler, en Duoflex® brænder, veje- og doseringsudstyr fra Pfister, gasanalysatorer og tre Fuller-Kinyon® pumper. Hertil kommer et FLSmidth® kontrolsystem, der vil effektivisere driften mest muligt. 

"FLSmidth har en meget stærk lokal tilstedeværelse i USA, og med den nye produktionslinie vil CEMEX kunne imødekomme den hastigt voksende efterspørgsel efter cement fra olie- og gasindustrien i den vestlige del af Texas," udtaler Direktør for Cement-divisionen Per Mejnert Kristensen.

Ordren indtægtsføres af Cement-divisionen og vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening indtil slutningen af 2016.

              -------------------------------------

Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til Direktør for Cement-divisionen Per Mejnert Kristensen, FLSmidth & Co. A/S på tlf. +45 36 18 18 00. 

For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.

Med venlig hilsen

Pernille Friis Andersen
Corporate Communications & Investor Relations


Attachments

Link til PDF-version