Bestyrelsesformandens indlæg på InterMail A/S’ ordinære generalforsamling den 18. januar 2018


Selskabsmeddelelse nr. 6-2017/18
18. januar 2018

Bestyrelsesformandens indlæg under pkt. 1 på InterMail A/S’ ordinære generalforsamling den 18. januar 2018

________________________________________________________________________________________________ 

Jeg vil indlede min beretning for regnskabsåret 2016/17 med konklusionen for regnskabsåret 2017/18:

[Planche 1]

Når jeg nu skal forlade virksomhedens bestyrelse på grund af aldersgrænsen i vedtægterne, er jeg glad for, at det er lykkedes – efter nogle meget hårde år – at få gennemført den endelige transformation fra en historisk og anerkendt konvolutproducerende enhed til en fremtidsorienteret kommunikationsforretning.

[Planche 2]

InterMails CEO, Anders Ertmann, vil give et par eksempler på fremtidens hovedforretningsområder og den fremtid, som virksomheden ser ind i.

--oo0oo--

Den største og mest afgørende ændring i 2016/17 – ja i flere år – var beslutningen om at påbegynde en reel, kontrolleret afvikling af Konvolutdivisionen. Siden finanskrisen er det generelle forbrug af konvolutter dykket særligt i Danmark, mens situationen i de øvrige nordiske lande har været mere kontrolleret. Der er i InterMail gennemgående sket en løbende tilpasning af produktion og produktionssteder for konvolutproduktion – fra fire til ét sted – og der er løbende sket optimeringer. Men det var åbenbart hen over vinteren og foråret 2017, at den forventede indtjening ikke kunne fastholdes i denne division – og slet ikke på sigt. Da PostNord samtidig mere eller mindre opgav det ordinære danske postmarked, var vi nået til det punkt, hvor det var svært at se en fremtid for Konvolutdivisionen, hvor det var forsvarligt at fortsætte alene med løbende tilpasninger. Og samtidig fjernede det for meget fokus på den fremtidsorienterede kommunikationsforretning.

Som vist på planche 2 er InterMails rødder konvolutproduktion. Trods dette påbegyndte virksomheden tidligt under Johannes Madsen-Mygdals ledelse at fokusere på at komme længere frem i værdikæden ved opkøb og udvikling af lettershopydelser og tilsvarende accessoriske ydelser. Da digitaliseringen begyndte at vise sig, købte InterMail som supplement til kommunikationsvirksomheden StroedeRalton, der var kendt for sine it-baserede løsninger.

Indtjeningen i StroedeRalton og hele Kommunikationsdivisionen har været svær at få til et niveau, der kunne kompensere for det bratte fald i indtjeningen i Konvolutdivisionen. Det har således været vanskeligt at finde det strategiske fokus og ståsted for Kommunikationsdivisionen fremadrettet. Ligeledes har det været vanskeligt at skabe stabile ledelsesforhold både lokalt, men også overordnet for denne del af forretningen. Det taler de hyppige ledelsesskift klart om.

Hen over efteråret 2016 tegnede konturerne sig af den fremtidige kommunikationsforretning: fokus på eksekvering af vores kunders behov for at kommunikere med deres kunder på alle kanaler: brev, e-boks, sms, e-mails og apps i den rette blanding og kombineret med fortsatte loyalitetsprogrammer.

InterMail skal ikke være first mover på at opfinde dyre, smarte, digitale løsninger, men bistå kunderne med ordentligt og effektivt at få budskaber ud til deres kunder på den måde, som disse kunder har brug for. Vi kan rådgive om mulighederne, vi kan samarbejde om mulighederne, men vi skal ikke tro, at vi kan slå store, internationale giganter på digital udvikling. Så nu er vi her.

[Planche 3]

Anders Ertmann vil i sin gennemgang komme mere ind herpå.

--oo0oo--

Vi påbegyndte en nedskalering af konvolutdivisionen i forsommeren 2017, mens vi vurderede, hvad der ville være den for InterMail bedste løsning også set i lyset af de mange loyale medarbejdere, som fortsat var ansat i denne gren af virksomheden. Konvolutindustrien er en forholdsvis lille branche i Europa, og alle kender alle. Men det er svært at tale sammen, da der tidligere for andre virksomheder end InterMail har været store EU-konkurrenceretssager. Men vi fik talt med vores kolleger i branchen i Europa, der som bekendt også har det vanskeligt. Efter en lang proces er vi således endt med at indgå en aftale med BONG i Sverige, hvis hovedpunkter er som angivet i InterMails selskabsmeddelelse nr. 4 2017/18.

[Planche 4]

Når vi har produceret færdigt til BONG, vil InterMail afvikle den resterende produktion i Oskarshamn i Sverige, afvikle maskinparken og tage afsked med medarbejderstaben i henhold til indgåede aftaler. Jeg vil gerne her takke medarbejderne for, at de loyalt og aktivt har støttet op om virksomheden i den forløbne periode. Det er ikke rart at vide, at man er i en forretning, der som følge af markedsforhold afvikles. Men vi har set en loyal og positiv medarbejderkreds. I området ved Oskarshamn er der heldigvis høj aktivitet og behov for dygtige medarbejdere, så vi tror, at alle hurtigt vil kunne få et godt arbejde. Da erhvervsklimaet er godt i området, tror vi også, at der er gode muligheder for at udleje lokalerne, når produktionen er afviklet.

Denne neddrosling og aktivitet vil selvfølgelig medføre et markant fald i omsætningen – ja næsten en halvering. Men det vil også fjerne en underskudsgivende aktivitet, når engangsomkostningerne i 2017/18 er afholdt. Samtidig vil det medføre et stort fald i balancen, da lager og produktionsudstyr samt debitorer vil blive afviklet i løbet af 2017/18. Herefter vil InterMail kun have ét aktivt produktionssted – kommunikationsvirksomheden på Avedøre Holme.

De sidste par år har vi overvejet, om vi skulle eje eller leje de bygninger, som InterMail arbejder ud fra. Med den markant ændrede virksomhed mener InterMail, at det er rigtigst også at finde en løsning, således at balancen reduceres og gøres lettere ved et salg af ejendommen, uanset at dette måtte medføre en nedskrivning af de bogførte værdier. Vi har derfor igangsat et sådant eventuelt salg.

--oo0oo--  

InterMail har også arbejdet med sin passivside for at skabe en sund og stabil balance. De konvertible lån, som blev ydet InterMail i 2013, forfalder den 30. juni 2018. Ligeledes fik InterMail dengang samtidig en række særlige kreditter, som kan indfries til underkurs. Alt sammen beskrevet i årsrapporten, side 20 og side 58. Ved aftaler med såvel de konvertible långivere som de andre långivere er der opnået en betydelig ændring i sammensætningen af passivsiden. Långiverne har indvilget i at akkordere DKK 40 mio. mod et tilgodehavende på DKK 4 mio., og de konvertible långivere har accepteret at konvertere deres tilgodehavender nu til dagskurs på aktierne i modsætning til kurs 20. Dette tillige med det påtænkte salg af ejendommen vil medføre, at InterMail ved udgangen af 2017/18 forventeligt har fået reduceret sin rentebærende gæld i niveauet DKK 140 mio.

Gennem alt dette mener vi at have skabt et nyt letfodet InterMail med én fremadrettet aktivitet – Kommunikationsvirksomheden, således som beskrevet i min indledning. En lang række af det her nævnte skal formelt gennemføres på generalforsamlingen i dag og herefter efter følgende tidsplan:

[Planche 5]

--oo0o--

Også på ledelsesfronten er der sket store ændringer i løbet af året. Vi sluttede året med én direktør for InterMail, Anders Ertmann, som har været virksomhedens CFO i en 4-årig periode. I efteråret sagde vi farvel til InterMails COO for Kommunikationsdivisionen, da der ikke var den fornødne fremdrift inden for området.

Her vil jeg også på bestyrelsens vegne sige tak til Johannes Madsen-Mygdal, der i de seneste år er trådt til som direktør i denne ikke taknemmelige periode. Jeg og resten af bestyrelsen ved, at det ikke har været nemt, at vi vil afvikle Konvolutdivisionen, men du har accepteret det, uanset hvor svært det har måttet være. Også tak til vores svenske konvolutdirektør, Thomas Axelsson, for et stort arbejde i en meget svær periode.

--oo0oo-- 

Med alt det, der nu er sket, er der fremover ingen undskyldninger for, at InterMail ikke lever op til sine egne forventninger, og jeg tror personligt meget herpå – særligt med baggrund i en dedikeret, fokuseret medarbejderkreds.

--oo0oo-- 

Med disse ord afslutter jeg nu min sidste beretning for InterMail og giver ordet til Anders Ertmann.

Tak.

Yderligere oplysninger:

Anders Ertmann, CEO N.E Nielsen, Formand
Telefon: 39 66 09 22 Telefon: 42 43 33 43
Mobil: 51 16 13 72 E-mail: N.E.Nielsen@dlapiper.com
E-mail: anders.ertmann@intermail.com 

InterMail er via datterselskabet StroedeRalton en de største udbydere af fulfilment-services, mailhåndtering og it-baserede loyalitetssy-stemer i Norden. Ligeledes er InterMail den største producent på det nordiske marked for konvolutproduktion og tiltrykning. Selskabet producerer 1 mia. konvolutter om året og har i tillæg en lang række forsendelseskoncepter (SkanPack), som efterspørges af virksomhe-der indenfor den stadigt voksende internethandel.


Attachments

Selskabsmeddelelse_06 2017-18 Selskabsmeddelelse_06 2017-18 - Bilag