Blue Vision A/S - Status vedrørende salg af Portinho S.A.


Blue Vision A/S – Status vedrørende Portinho S.A.

Senest den 16. november 2018 gav Blue Vision A/S status vedrørende salg af hoteldelen af ejendomsprojektet Portinho. Heraf fremgik det blandt andet, at Blue Vision A/S fortsat arbejder på at indgå en bindende overdragelsesaftale med en international investeringsfond vedrørende hoteldelen, men at Blue Vision A/S samtidig skal adressere det paradoks, at en sådan aftale indebærer, at salget først endeligt gennemføres på tidspunktet for levering af det færdige hotel (datoen for ibrugtagningstilladelse) sammenholdt med, at Blue Vision A/S ikke ønsker at påtage sig en udviklerrolle. 

Blue Vision A/S informerede i samme selskabsmeddelelse om, at selskabet sammen med selskabets minoritetspartner arbejdede med en løsningsmodel herfor.

Det kan i fortsættelse af ovenstående oplyses, at Blue Vision A/S har modtaget et betinget tilbud fra Interpatium S.A. (”Interpatium”), hvilken på vegne af en unavngiven gruppe af investorer, giver udtryk for en interesse i at overtage Blue Vision A/S’ aktieandele og tilgodehavender i Portinho S.A. (”Portinho”).

Interpatium er i dag ledet og delejet af Tome Brazao. Tome Brazao kontrollerer ligeledes 20,7 % af Portinho. Interpatium er et ejendomsudviklingsselskab med mere end 20 års erfaring vedrørende opførelse, udvikling og salg af ferie- og boligejendomme på Madeira, Portugal.

Interpatiums betingede tilbud indeholder en række punkter, hvoraf de primære nævnes nedenfor, dog således, at Blue Vision A/S i særdeleshed understreger og fremhæver, at det gengivne ikke  nødvendigvis afspejler indholdet af en eventuel endelig aftale, idet en sådan ville bero på udfaldet af de forestående forhandlinger, samt hvorvidt parterne og ultimativt Blue Vision A/S’ generalforsamling kan tiltræde en sådan:

  • Samlet angivne pris er EUR 11 mio. for Blue Vision A/S’ aktieandele og tilgodehavender i Portinho 
  • Førstebetalinger på samlet EUR 1.0 mio.
  • Endelig betaling senest den 31. december 2020
  • En sikkerhedspakke, hvilken skal ses i lyset af ovenstående betalingsbetingelser

Herudover har Interpatium betinget sig en eksklusivitetsperiode, der rækker frem til udgangen af januar 2019, ligesom Interpatium vil respektere den eksklusivitet, der er givet ovennævnte investeringsfond vedrørende hoteldelen i Portinho og vil således i givet fald overtage Portinho med en sådan aftale. Der er ved den angivne pris på EUR 11 mio. taget højde herfor.  

Ledelsen har i dag givet tilsagn om, at Interpatium har eksklusivitet frem til udgangen af januar 2019, og vil således igangsætte forhandlingerne, dog med en ambition om at færdiggøre en eventuel transaktionen inden udgangen af 2018. Tilsagnet skal også ses i lyset af, at Blue Vision A/S fremadrettet ikke mener, at kunne foretage yderligere værdiforædling i forhold til ejendomsprojektet Portinho og i lyset af de restriktioner, der uden yderligere ophold bør adresseres i forhold til, at Blue Vision A/S ikke vil påtage sig en udviklerrolle samtidig med, at der er såvel leveringsbetingelser som byggetilladelseskriterier, der nødvendigvis skal honoreres. 

En aftale vil være betinget af, at der på ekstraordinær generalforsamling stemmes for et forslag om gøre en underskrevet aftale endelig. Der vil blive indkaldt hertil, såfremt der indgås betinget aftale med Interpatium.

For god ordens skyld understreges det, at nærværende meddelelse udelukkende er et udtryk for forventninger og hensigter og dermed også, at der er en risiko for, at transaktionen beskrevet ovenfor, hverken helt eller delvist materialiserer sig.

Kontakt
Adm. direktør Henning Borg på telefon +45 4075 4434 eller pr. e-mail: hb@bluevision.dk.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen