Finansministeriet meddelte 13. januar 2019 Ørsted, at der ikke længere er den fornødne politiske opbakning til at fortsætte den igangværende strukturerede salgsproces vedr. den danske eldistributionsforretning, privatkundeforretning for el og gas samt forretningen for udendørsbelysning. Ørsteds bestyrelse har på den baggrund besluttet at afbryde processen.

Det er fortsat bestyrelsens vurdering, at Ørsted ikke er den bedste langsigtede ejer af de nævnte forretninger, og at det er i selskabets, aktionærernes og kundernes interesse, at de overgår til et nyt ejerskab med henblik på at skærpe Ørsteds strategiske fokus og ambition om at skabe et globalt førende selskab inden for grøn energi.

Ørsted vil derfor fortsat klassificere de nævnte aktiviteter som bestemt for frasalg, og fortsætte sin afdækning af forskellige exit-muligheder, hvilket ultimativt også kunne ske ved en udskillelse af de pågældende forretninger til Ørsteds aktionærer. Det igangværende arbejde med at udskille de nævnte aktiviteter i et selvstændigt selskab vil derfor fortsætte.  

Indholdet af denne meddelelse har ingen indflydelse på Ørsteds finansielle forventninger til regnskabsåret 2018.


For yderligere information:

Media Relations                   Investor Relations
Martin Barlebo                       Daniel Lerup
99 55 95 52                           99 55 97 22

Ørsteds vision er en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker, bioenergiværker og innovative løsninger, som omdanner affald til energi, og forsyner vores kunder med grønne energiprodukter. Ørsted har 6.000 medarbejdere og hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier handles på Nasdaq Copenhagen (Orsted). I 2017 havde koncernen en omsætning på 59,5 mia. kr. (8,0 mia. euro). Du kan finde mere information om Ørsted på orsted.com, og du kan følge os på Facebook, LinkedIn, Instagram og Twitter.

Vedhæftet fil