Aktieselskabet POTAGUA har i dag udsendt en fondsbørsmeddelelse (fondsbørsmeddelelse nr. 12-2003) med følgende ordlyd vedr. salg af aktieposter i Aktieselskabet POTAGUA og FLS Industries A/S:
Salg af aktieposter udskydes til efter den igangværende omstrukturering af FLS Industries A/S
Bestyrelsen i Aktieselskabet POTAGUA har på sit møde fredag d. 3. oktober besluttet, at fortsætte samarbejdet med FLS Industries A/S om at gennemføre omstruktureringen af dette selskab, før der indledes forhandlinger med potentielle købere af aktieposter i såvel Aktieselskabet POTAGUA som FLS Industries A/S.
Beslutningen medfører, at FLS Industries' strategiplan, der blev offentliggjort 29. august 2002, gennemføres som planlagt. Dette vil indebære frasalg eller lukning af ikke-kerneaktiviteter, nedbringelse af forrentet nettogæld samt etablering af en ny koncernledelse til afløsning af den nuværende midlertidige ledelsesstruktur. Denne omstrukturering forventes afsluttet inden udgangen af 2003.
I løbet af 2004 er det planen at arbejde med en række alternative modeller for, hvordan koncernens fremtidige udvikling sikres bedst muligt - herunder det fremtidige ejerskabsforhold. Dette arbejde vil også omfatte forhold af relevans for den due diligence, der må forventes gennemført i forbindelse med et helt eller delvist salg af aktierne i FLS Industries A/S.
Arbejdet med den fremtidige udvikling søges afsluttet hurtigst muligt i 2004.
Det er bestyrelsens opfattelse, at aktionærerne i såvel Aktieselskabet POTAGUA som FLS Industries A/S er bedst tjent med, at omstruktureringen gennemføres som oprindeligt planlagt, inden der foretages indledende sonderinger vedrørende et salg.
Skulle Aktieselskabet POTAGUA eller FLS Industries A/S forinden at ovennævnte arbejde er færdiggjort blive kontaktet af potentielle købere, vil sådanne henvendelser blive modtaget positivt og indgå i de overvejelser, der kommer til at ligge til grund for den endelige model for et ejerskifte. Dette gælder også for det konsortium, som allerede har rettet henvendelse til bestyrelsen i Aktieselskabet POTAGUA, jf. selskabets meddelelse nr. 11 til Københavns Fondsbørs den 15. september 2003.
Kgs. Lyngby, 3. oktober 2003
Aktieselskabet POTAGUA
Jens Münter
Bestyrelsesformand
FLS Industries A/S
Jørgen Worning
Bestyrelsesformand
Salg af aktieposter udskydes til efter den igangværende omstrukturering af FLS Industries A/S
| Quelle: FLSmidth A/S