Hartmann udvider i USA og øger forventet investeringsniveau


Som led i strategien ’Think ahead’ vil Hartmann i 2019-2020 investere i niveauet 100 mio. kr. i udvidelse af produktionskapaciteten på koncernens eksisterende fabrik i Missouri, USA. Selvom hovedparten af den samlede investering vil blive foretaget i 2020, medfører udvidelsen en justering af forventningerne til Hartmanns anlægsinvesteringer i 2019 til niveauet 300 mio. kr. fra niveauet 250 mio. kr. Forventningerne opgøres eksklusiv justering for hyperinflation i Argentina og effekter af eventuelle opkøb.

Fabrikken i USA har siden etableringen i 2017 bidraget til Hartmanns volumenvækst i Nordamerika, hvor kapacitetsudnyttelsen på koncernens to fabrikker i henholdsvis USA og Canada er høj. Udvidelsen af produktionskapaciteten i USA skal styrke Hartmanns position i det nordamerikanske marked yderligere og imødekomme den stigende efterspørgsel, der drives af et stigende forbrug af æg, positive ændringer i forbrugernes adfærd og løbende konvertering fra skumplast- og plasticemballage til emballage i støbepap.

”Vi har skabt god fremdrift i salget i Nordamerika, hvor vi har vundet markedsandele og styrket Hartmanns markedsposition efter etableringen af fabrikken i USA. Den stigende efterspørgsel efter bæredygtige emballageløsninger har skabt et solidt grundlag for Hartmanns volumenvækst, og vi skal fortsat være på forkant med den positive udvikling i det vigtige nordamerikanske marked. Derfor opsætter vi flere produktionslinjer på vores fabrik i USA, så vi opnår en betydelig udvidelse af produktionskapaciteten, ligesom vi tilføjer flere produkttyper til fabrikkens sortiment,” siger administrerende direktør Torben Rosenkrantz-Theil.

Hartmann forventer, at den udvidede produktionskapacitet kan tages i brug mod udgangen af 2020 og bidrage positivt til koncernens omsætning og driftsresultat i 2021.

Hartmann fastholder forventningerne til 2019 om en omsætning på 2,2-2,4 mia. kr. og en overskudsgrad på 9-11% før særlige poster og eksklusiv justering for hyperinflation.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Torben Rosenkrantz-Theil
Adm. direktør
Telefon: (+45) 45 97 00 57

Vedhæftet fil


Anhänge

Selskabsmeddelelse