Mexicansk ordre på 410 mio. kr. til F.L.Smidth & Co.


Den mexicanske cementproducent, Apasco, S.A. de C.V., der indgår i verdens største cementkoncern, Holderbank i Schweiz, har netop placeret en ordre hos F.L.Smidth & Co. A/S til en værdi af 410 mio. kr. (55 mio. euro).

F.L.Smidth & Co., der indgår i F.L.Smidth-Fuller Engineering koncernen, skal udvide kundens fabrik i Ramos Arizpe nær storbyen Monterrey 250 km fra grænsen til Texas, således at produktionsliniens kapacitet mere end fordobles med 3.150 tons til 6.150 tons cementklinker pr. døgn. Udvidelsen er baseret på den mest moderne FLS-teknologi og omfatter tre vertikalmøller for hhv. råmel, kul og cementklinker samt en 2-baseovn og en SF Cross Bar klinkerkøler.

Kontraktforhandlingerne med Apasco blev indledt i april. Maskinleverancerne påbegyndes i januar 2001, og anlægget ventes sat i drift ved udgangen af 2001. Ordresummen, der finansieres af kunden i US-dollar, indtægtsføres ligeligt i henholdsvis 2000 og 2001 i takt med, at engineering-arbejdet og maskinleverancerne finder sted.

Ordren er bemærkelsesværdig på flere områder. Dels er det den største ordre fra Holderbank koncernen i mange år, og dels er det F.L.Smidth & Co.'s største ordre fra Mexico i 20 år, hvilket er udtryk for, dels at den mexicanske økonomi har genvundet sin styrke efter krisen omkring 1995, dels at den p.t. kraftige vækst forventes at fortsætte.

En stor del af maskinleverancerne vil endvidere blive fremstillet lokalt i Mexico, hvor F.L.Smidth-Fullers lokale kontor er aktivt involveret. Endelig er kontrakten baseret på engineering-arbejde, der udvikles i nært samarbejde med Holderbank Engineering Consulting i Canada.

Det effektive kontrakt- og leveringsforløb kombineret med denne nye form for kunde-samarbejde lover godt for F.L.Smidth-Fuller Engineering koncernens fortsatte tilstedeværelse på det mexicanske cementmarked, hvor F.L.Smidth & Co. har været repræsenteret siden 1963.

Det mexicanske cementmarked er inde i en positiv udvikling med et samlet forbrug, der er steget fra 19,4 mio
. årstons i 1989 til 25,8 mio. årstons i 1999 svarende til en stigning - trods krisen - på 33 pct. over perioden. Det svarer til et forbrug på 251 kg for hver af Mexicos 97 mio. indbyggere.

FLS Industries A/S
Koncerninformation