Udbygning af Angered Centrum og førtidsindfrielse af obligationslån Under henvisning til Københavns Fondsbørs oplysningsforpligtelser oplyser Ejendomsobligation AngeredC A/S hermed, at der er indgået en entreprenørkontrakt med Skanska AB vedrørende en om- og udbygning af selskabets ejendom, Angered Centrum, i Göteborg Kommune. Kontrakten omfatter en udvidelse af det samlede butiksareal med ca. 5.400 m2, hvoraf udvidelsen af centrets største butikslejer, ICA, udgør ca. 2.500 m2. Herudover omfatter kontrakten forskellige ombygnin-ger og forbedringer af parkeringsanlæg og transportveje. Byggeriet, der planlægges færdiggjort i 2008, forventes i første omgang at medføre en investering på ca. DKK 100 mio. Udvidelsen af ICA-butikken og en række nye butikker forventes at medføre en værdiforøgelse af Angered Centrum. I forbindelse med finansieringen af byggeriet er det besluttet at refinansiere hele projektet, hvilket betyder, at selskabets obligationslån ”AngeredC” (fondskode DK0030011218) på DKK 52.500.000 forventes førtidsindfriet inden d. 15. oktober 2007. I overensstemmelse med obligationsvilkårene i det offentliggjorte prospekt af 16. november 2005 vil førtidsindfrielsen i dette tilfælde ske til kurs 109 med tillæg af vedhængende renter fra sidste terminsdato. Det konkrete indfrielsestidspunkt vil blive oplyst på et senere tidspunkt. Refinansieringen af lånene garanteres af selskabets modersel-skab, A/S Ejendomsvækst. Spørgsmål vedrørende denne meddelelse kan rettes til direktør Michael Hansen på telefon 45 47 75 00. Med venlig hilsen Michael Hansen Direktør
Ejendomsobligation AngeredC A/S. Udbygning af Angered Centrum og førtidsindfrielse af obligationslån
| Source: Ejendomsobligation AngeredC A/S