2007 - Renewagy A/S, CVR-nr. 89 68 99 10 offentliggør årsrapport 2007


Selskabsmeddelelse 10/2008

Mandag d. 31. marts 2008

Året i hovedtræk - resultater og forventninger
Renewagy-koncernen (Koncernen), herunder Renewagy A/S (Selskabet), opnåede i
regnskabsåret 2007 et resultat før skat på DKK 9,5 mio., hvilket er DKK 5,5
mio. mindre end tidligere udmeldt. Dette skyldes, at den positive kursudvikling
i Colexon Energy AG pr. 31. december 2007 på DKK 7,7 mio. er indregnet direkte
på egenkapitalen efter reglerne i IAS 39. 

Koncernen forventer i 2008 et negativt resultat før skat i niveauet DKK 15-20
mio., som konsekvens af en meget aggressiv vækststrategi for udnyttelse af de
ekstremt gunstige markedsvilkår, der danner rammen om Selskabets aktivitet. 

Realisationen af investeringsprogrammet for 2008 budgetteres at kunne generere
et frit cash flow i niveauet DKK 150 mio. i regnskabsåret 2009, hvor
investeringsprogrammet opnår fuld indtjeningseffekt. 

Koncernen har i 2007 foretaget en ændring af investeringsstrategien, således at
fokus i dag er på investering i vedvarende energi, og i den forbindelse er der
foretaget navneændring fra ITH Industri Invest A/S til Renewagy A/S. 

Koncernens aktivitetsniveau og resultat i 2007 har været tilfredsstillende.

Følgende hovedpunkter kan fremhæves:
Koncernen har i regnskabsåret fortsat afviklingen af tidligere aktiviteter.
Selskabet har i regnskabsåret foretaget en kapitalnedsættelse med nominelt DKK
13,7 mio. 
Selskabet har i regnskabsåret foretaget en udlodning af udbytte på DKK 140 mio.
Selskabet har opkøbt egne aktier og besidder på statusdagen 1,9 % af
aktiekapitalen og stemmerne. 
Selskabet har i regnskabsåret skiftet bestyrelse og direktion.
Selskabet har i regnskabsåret frasolgt hovedsædet i Silkeborg og skiftet
hjemsted til Lyngby-Taarbæk Kommune nord for København. 

Koncernen har i 2007 udbetalt en bonus til den i juni 2007 fratrådte direktør,
om hvilken bonus der er opstået en tvist. Beløbet udgør DKK 4,9 mio., og
Koncernen søger beløbet erstattet. 

Investering
I forlængelse af ændringen af investeringsstrategien har Koncernen i december
2007 gennemført akkvisitionen af 100 % af aktiekapitalen i DKA Renewable Energy
A/S for DKK 316 mio. ved udstedelse af nye aktier i Renewagy A/S.
Kapitalforhøjelsen er foretaget i overensstemmelse med godkendelsen af
akkvisitionen d. 3. december 2007. 

Selskabet har i forbindelse med købet af DKA Renewable Energy A/S erhvervet
19,43 % af aktierne i den tyske developer indenfor solcelleprojekter, Colexon
Energy AG (tidl. Reinecke+Pohl Sun Energy AG). Ejerandelen i Colexon Energy AG
er en strategisk investering, som styrker Koncernens adgang til solpaneler og
attraktive solcelleprojekter i Tyskland og Koncernens øvrige geografiske
fokusområder i Europa. Erhvervelse af ejerandelen på DKK 90 mio. blev erlagt
kontant. 

Begivenheder efter status
Koncernen har efter periodens udløb endeligt overtaget 3 solcelleparker med en
samlet produktionskapacitet på 11,30 MWp. Disse solcelleparker er: 

Solcellepark Moorenweis, investeringssum EUR 24,3 mio., produktionskapacitet
5,9 MWp 

Solcellepark Hiendorf, investeringssum EUR 5,0 mio., produktionskapacitet 1,1
MWp 

Solcellepark Hurlach, investeringssum EUR 17,6 mio., produktionskapacitet 4,30
MWp 

Koncernen har efter periodens udløb indgået aftaler om køb af 2 solcelleparker
med en samlet produktionskapacitet på 9,40 MWp. Disse solcelleparker er: 

Solcellepark Waldeck, Michelin I, Mockrehna og Fritsch, investeringssum EUR
21,8 mio., produktionskapacitet 5,6 MWp, som forventes idriftsat i juni 2008 

Solcellepark Teisendorf, investeringssum EUR 15,5 mio., produktionskapacitet
3,8 MWp, som forventes idriftsat i august 2008 

Koncernen har efter periodens udløb udskiftet direktionen med Alexandra von
Bernstorff (administrerende direktør) og Tom Larsen (økonomidirektør), hvis
betydelige kompetencer, netværk og erfaring både understøtter og supplerer
hinanden. 

Koncernen har efter periodens udløb etableret kontor i Hamburg i Tyskland med
henblik på at styrke Koncernens fremtidige internationale udvikling. 

Fokus i 2008
Koncernen vil i 2008 fokusere på at skabe fundamentet for realiseringen af
Koncernens betydelige pipeline af solcelleprojekter, herunder fremskaffelse af
det fornødne kapitalgrundlag til finansiering af egenkapitalkravet i
solcelleprojekterne samt de fornødne personalemæssige ressourcer. 

De geografiske fokusområder vil primært være Tyskland og sekundært Spanien,
Italien og Grækenland. 

Forventninger til 2008
Koncernen forventer i 2008 at idriftsætte solcelleprojekter med en samlet
produktionskapacitet på 70 MWp. Disse solcelleprojekter vil variere i størrelse
fra ca. 1-10 MWp og geografisk primært være placeret i Sydtyskland. 

Koncernen forventer i 2008 indenfor vindenergi at idriftsætte en vindmøllepark
på 9,2 MW i Tyskland. 

Koncernen forventer et negativt resultat før skat i niveauet DKK 15-20 mio. 

Koncernens resultat før skat vil i 2008 være ekstraordinært påvirket af
omkostninger til opstart af ny aktivitet, etablering af kontor i Hamburg,
omkostninger i forbindelse med reorganisering af organisationen samt yderligere
omkostninger til afvikling af Koncernens tidligere aktiviteter. 

De forventede idriftsatte solcelleprojekter og vindmølleprojekter i 2008 vil
først have fuld effekt på indtjeningen i regnskabsåret 2009 og vil i 2009
genere et frit cash flow på DKK 150 mio. før etablering af reservekonti og før
administrationsomkostninger. 

Koncernen arbejder på i 2008 at foretage en kapitalforhøjelse til realisering
af investeringsprogrammet. 

Med venlig hilsen 
Tom Larsen
Økonomidirektør/CFO

Kontaktperson:
Økonomidirektør/CFO Tom Larsen
Tlf.: +45 20305961

Attachments

renewagy as - arsrapport 2007.pdf