Resumé fra FLSmidth & Co. A/S' ordinære generalforsamling


  1. Beretning fra bestyrelse og direktion om selskabets virksomhed
  2. Fremlæggelse af årsrapport
  3. Godkendelse af årsrapport samt beslutning om decharge for direktion og bestyrelse
  4. Bestyrelsens forslag til overskuddets fordeling
  5. Valg af medlemmer til bestyrelsen
  6. Valg af en eller to statsautoriserede revisorer
  7. Eventuelle forslag fra bestyrelse eller aktionærer
7.a. Bestyrelsens forslag om at bemyndige bestyrelsen til at lade selskabet købe egne aktier
7.b. Bestyrelsens forslag om godkendelse af overordnede retningslinjer for incitamentsaflønning
7.c. Bestyrelsens forslag om ændring af vedtægterne herunder forslag om at aktiernes stykstørrelse ændres fra kr. 20 til kr. 1 eller multipla heraf. Som konsekvens heraf foreslås § 11 (b), 1. pkt., om stemmeretten ændret, således at et aktiebeløb på kr. 1 giver én stemme
7.d. Bemyndigelse til dirigenten
7.e. En aktionær, Poul Boeg, har stillet forslag bl.a. om, at oplyse størrelsen af hvert bestyrelsesmedlems aktiebeholdning i kommende årsrapporter, hvilket er sket for 2007. Øvrige forslag blev ikke accepteret.  
 
 
Ad 1 - 4: Dagsordenens pkt. 1-4 blev behandlet under ét. Generalforsamlingen tog beretningen til efterretning, godkendte årsregnskabet og meddelte decharge for direktion og bestyrelse. Bestyrelsens forslag om et udbytte på 7 kr. pr. aktie blev vedtaget.

Ad 5: I henhold til vedtægternes §14(b) er de generalforsamlingsvalgte medlemmer af bestyrelsen på valg hvert år. Følgende generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer - Jørgen Worning, Torkil Bentzen, Jesper Ovesen, Jens S. Stephensen og Søren Vinther - stillede op til genvalg og blev genvalgt.
Generalforsamlingen valgte desuden Martin Ivert som nyt bestyrelsesmedlem i stedet for Johannes Poulsen, der ikke stiller op til genvalg.

Ad 6: Generalforsamlingen vedtog bestyrelsens forslag om genvalg af Deloitte Statsautoriseret Revisionsaktieselskab.

Ad 7.a.:Generalforsamlingen vedtog bestyrelsens forslag om bemyndigelse til i tiden indtil næste ordinære generalforsamling at lade selskabet erhverve egne aktier op til en pålydende værdi af i alt 10% af selskabets aktiekapital jfr. Bestemmelserne i aktieselskabslovens §48. Vederlaget må ikke afvige fra den på erhvervelsestidspunktet på Københavns Fondsbørs noterede officielle kurs med mere end 10%.
Ad 7.b. Generalforsamlingen vedtog bestyrelsens forslag til overordnede retningslinier for incitamentsaflønning af direktionen i FLSmidth & Co. A/S.
Paragraf 14 i selskabets vedtægter vil herefter blive ændret til:
"Selskabet har vedtaget retningslinjer for incitamentsaflønning af direktionen, jf. aktieselskabslovens § 69b. Retningslinjerne, der er godkendt af generalforsamlingen, er tilgængelige på selskabets hjemmeside." 
Ad 7.c. Generalforsamlingen vedtog bestyrelsens forslag til ændring og modernisering af selskabets vedtægter, herunder forslag om at selskabets aktier fremover vil lyde på kr. 1 eller multipla heraf, ligesom hvert aktiebeløb på kr. 1 giver én stemme.
Ad 7.d. Generalforsamlingen vedtog bestyrelsens forslag om at bemyndige dirigenten til at anmelde generalforsamlingens beslutninger til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Ad 7.e. Generalforsamlingen vedtog ikke forslag opstillet af aktionær Poul Boeg.
 
Generalforsamlingens dirigent, advokat Klaus Søgaard, afsluttede generalforsamlingen kl. 17:24. 447 aktionærer - repræsenterende 30,91 pct. af stemmerne - deltog i generalforsamlingen.

På det efterfølgende konstituerende bestyrelsesmøde konstituerede bestyrelsen sig med Jørgen Worning som formand og Jens S. Stephensen som næstformand.                                         
 
FLSmidth & Co. A/S

Attachments

PDF-version