Årsregnskabsmeddelelse for perioden 10. november 2006 - 31. januar 2008



København, den 22. april 2008
 
Fondsbørsmeddelelse nr. 3 2008/09
 
Årsregnskabsmeddelse for perioden 10. november 2006 - 31. januar 2008
 
Bestyrelsen i Scandinavian Private Equity A/S (SPEAS) har i dag
behandlet og godkendt Selskabets årsrapport. Årsrapporten har
følgende hovedpunkter:
 
SPEAS er blevet vel modtaget af attraktive private equity fonde og
har siden børsintroduktionen i februar 2007 indgået
investeringstilsagn for i alt ca. DKK 786 mio. til fire udvalgte
private equity fonde, som efter SPEAS' vurdering er blandt de bedste
inden for hver deres segment: EQT V, Industri Kapital 2007, Litorina
Kapital III samt Apax Europe VII. Af det samlede tilsagn er DKK 204
mio. dags dato investeret.
 
Managementselskabet Scandinavian Private Equity Partners A/S vurderer
i øjeblikket mulige investeringer i flere gode private equity fonde.
Sammenholdt med de allerede afgivne investeringstilsagn giver det
basis for, at SPEAS hurtigere end forventet kan investere sin kapital
fuldt ud via private equity fonde.
 
Ledelsen i SPEAS har pr. 22. april 2008 besluttet at forhøje
mertilsagnsmuligheden fra 35% til 60% af egenkapitalen, hvilket giver
bedre mulighed for at styre Selskabets likviditet og
investeringsniveau. Den yderligere fleksibilitet forbedrer muligheden
for at investere størst mulig andel af Selskabets kapital via private
equity fonde.
 
Årets nettoresultat blev DKK -84,4 mio., hvilket er lidt bedre en den
senest udmeldte forventning om et resultat mellem DKK -93 mio. og DKK
-88 mio. Resultatforbedringen skyldes positive værdireguleringer på
investeringer via private equity fonde samt, at
managementomkostningerne har været lavere end forventet. Placeringen
af overskydende likviditet har givet et resultat af finansielle
poster på netto DKK 25,2 mio. Dertil kommer et urealiseret tab på DKK
86 mio. på beholdningen af børsnoterede private equity selskaber som
følge af uroen på de finansielle markeder.
 
Egenkapitalen udgjorde pr. 31. januar 2007 DKK 889,3 mio. svarende
til en indre værdi pr. aktie på DKK 17.769 mod en børskurs pr. 21.
april 2008 på DKK 12.600.
 
For regnskabsåret 2008/09 forventes et positivt resultat før skat i
niveauet DKK 10-25 mio. Årets resultat vil være afhængigt af
udviklingen på de finansielle markeder.
 
Yderligere oplysninger:
Ole Mikkelsen, adm. direktør, telefon (+45) 70 25 10 55, mobiltelefon
(+45) 30 66 96 30
 
Med venlig hilsen
Scandinavian Private Equity A/S
 
Jens Erik Christensen           Ole Mikkelsen
Bestyrelsesformand             Adm. direktør

Attachments

SPEAS arsregnskabsmeddelelse 10.11.06-31.01.08