FLSmidth køber verdensførende trykfilterteknologi


Købsprisen er sat til cirka 87 mio. kroner (ca. USD 18 mio.) med forbehold for opfyldelsen af visse betingelser. Overtagelsen sker pr. 15. maj 2008.
 
Pneumapress konstruerer, fremstiller, markedsfører og servicerer et bredt program af automatiske trykfiltre. Siden starten i 1989 som et privatejet firma med et enkeltmoduls filter har virksomheden opnået status som en førende nyudvikler af teknologi til trykfiltrering og tørring. Firmaet tilbyder i dag en moderne tårnbaseret filterløsning i flere moduler som hurtigt har vundet indpas på markedet specielt indenfor behandling af mineralslam, navnlig jernmalm, hvor filteret nu anses for den industrielle standard.
 
Der er tale om en unik teknologi der anvender trykluft og trykgasser i stedet for mere traditionelle metoder baseret på vakuum og mekanisk tryk. Metoden kan reducere fugtindholdet til omkring 0% og kan i mange tilfælde eliminere behovet for omkostningskrævende tørreanlæg. Teknologien er sammen med egenudviklede filterbånd beskyttet af ca. 20 patenter i adskillige lande.
 
Pneumapress beskæftiger 25 medarbejdere og har hovedkontor i Richmond, Californien i USA med montage- og afprøvningsfaciliteter i Antioch i Californien.
 
Med købet af Pneumapress fortsætter FLSmidth Minerals udviklingen af sin globale vækststrategi. Den tilkøbte filterteknologi kan finde anvendelse i praktisk taget alle processer hvor der kræves filtrering. Som en del af FLSmidth vil virksomheden kunne sikre en førende position på markedet for mineralfiltrering.
 
"Sammen med den nylige overtagelse af Dorr-Oliver Eimco og Krebs Engineers betyder købet af Pneumapress en styrkelse af FLSmidth Minerals som den førende globale leverandør af våd- og tørprocesløsninger til mineralindustrien. Købet af Pneumapress fuldender vores produkt- og teknologprogram og imødekommer industriens behov for "One Source One Partner"," udtaler adm. koncernchef Jørgen Huno Rasmussen.
 
 
-------------------------------------
 
 
Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til adm. koncernchef Jørgen Huno Rasmussen, FLSmidth & Co. A/S på tlf. 36 18 18 00.
 
For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.
 
 
Med venlig hilsen

Pernille Friis Andersen
Corporate Communications & Investor Relations

Attachments

PDF-version