Forøgelse af nedskrivninger i Fionia Bank


Efter en skærpet gennemgang af kreditengagementer inden for ejendomssektoren
forøger bestyrelsen i Fionia Bank forventningerne til årets nedskrivninger fra
ca. 70 mio. kr. til mellem 170 og 200 mio. kr. - svarende til 0,7 - 0,8 % af
udlån og garantier pr. 31.3.2008. 

Den forventede forøgelse af nedskrivningerne for 2008 er i forvejen indeholdt i
bankens interne risikovurdering, der anvendes som grundlag for beregning af
bankens individuelle solvens. 

Baggrunden for forøgelsen af de forventede nedskrivninger er dels den aktuelle
markedsudvikling og dels, at der har vist sig væsentlige uoverensstemmelser
mellem de aftalte og faktiske forhold på enkelte, men væsentlige engagementer
inden for ejendomsudvikling og pantebrevsfinansiering - forretningsområder,
hvor Fionia Bank har en meget lang og positiv tradition. 

Siden efteråret 2007, hvor den internationale finansielle krise tog fart, har
Fionia Bank i væsentlig grad skærpet overvågningen inden for ejendomssektoren,
og banken har nu iværksat yderligere tiltag for at sikre den bedst mulige
forvaltning af de involverede aktiver. 

Fionia Banks forretningsområder i øvrigt har siden kvartalsmeddelelsen for 1.
kvartal 2008 udviklet sig som forventet. Forventningerne til basisdriften for
2008 fastholdes derfor uændret på 370-400 mio. kr. - før nedskrivninger og
resultat af egenbeholdningen. Behold-ningsresultatet vil være påvirket af
udviklingen på de finansielle markeder. 

Bankens halvårsresultat offentliggøres tirsdag den 5. august 2008.

Eventuelle spørgsmål bedes rettet til adm. direktør Finn B. Sørensen på telefon
6520 4060.