Korrektion til omtale af FIH Erhvervsbanks A/S' eksponering i ejendomssektoren


Københavns Fondsbørs
Pressen


16. juli 2008
Ref. LJO








Fondsbørsmeddelelse 7-2008 - Korrektion til omtale af FIH Erhvervsbanks
eksponering i ejendomssektoren 

	•	FIHs eksponering til ejendomssektoren er 23,5 %, heraf er halvdelen i
Danmark og den anden halvdel i Tyskland og Sverige 
•	FIHs ejendomsportefølje er sund og godt sikkerhedsmæssigt afdækket


I den senere tid har der været stor fokus på pengeinstitutternes eksponeringer
mod ejendomssektoren. FIH Erhvervsbank er i dagspressen blevet udråbt til at
have 47 % af bankens balance eksponeret i ejendomssektoren. Dette er ikke
korrekt, idet dette tal indeholder eksponeringer mod servicesektoren og andre
sektorer. 

Pr. 30. juni 2008 er FIH Erhvervsbanks eksponering mod selskaber med
branchekode indenfor ejendomssektoren 36 % af udlåns- og garantibalancen, og
FIH Erhvervsbank opdeler denne eksponering som følger: 

•	12,5 % af balancen er eksponering til mellemstore danske virk-somheder inden
for alle sektorer (excl. ejendomsbranchen). Der er tale som hovedregel tale om
lån sikret med 1. prioritetspant i virksomhedernes ejendomme og driftsmidler,
hvor ejendommen indgår i virksomhedens almindelige drift, men af tekniske
årsager er placeret i selvstændige ejendomsselskaber. 
•	11 % af balancen er eksponering mod boligudlejningsejendomme. Det drejer sig
som hovedregel lån sikret ved 1. prioritetspant med loan to value på op til
mellem 80 % og i særlige tilfælde 90 % afhængig af blandt andet debitors
bonitet og supplerende sikkerhed. Hovedparten af ejendommene er beliggende i
Hamburg og Berlin. 

•	10 % af balancen er eksponering mod egentlige investeringsejendomme. Som
hovedregel er der tale om lån sikret med 1. prioritetspant med loan to value på
op til 75 % og i særlige tilfælde 85 % afhængig af ejendommens
genudlejningsmulighed og værdistabilitet, lejers bonitet og lejekontrakters
længde samt debitors bonitet og supplerende sikkerhed. 
•	2,5 % af balancen er eksponering mod developer segmentet i Danmark, hvor der
typisk gennemføres byggeri uden fast aftale om salg og/eller udlejning
efterfølgende. Eksponeringen er begrænset til ganske få kunder med høj bonitet,
idet det er et område, som FIH Erhvervsbank kun undtagelsesvist bevilger
eksponeringer på. 

Den egentlige eksponering på ejendomsbranchen er 23,5 % af udlån og garantier,
heraf er ca. halvdelen af balancen eksponeringer i Danmark og halvdelen i
Tyskland og Sverige. 

FIH Erhvervsbanks kreditprocedurer og politikker på området vurderes at være
solide. Det er en fast del af dokumentationen i de enkelte sager, at der
foretages vurdering af debitors bonitet og evner inden for branchen, ligesom
der foretages vurdering af sammenhængen i den enkelte ejendom og/eller
portefølje såvel likviditets- som rentabilitetsmæssigt, samt ejendommens
genudlejningsmulighed og værdistabilitet. 

FIH Erhvervsbank har ved de regelmæssige gennemgange af porteføljen - senest
pr. 30. juni 2008 - fået bekræftet indtrykket af en sund portefølje og har i
første halvår 2008 foretaget nedskrivninger på 20 mio. kr. 

FIH Erhvervsbank offentliggør som hidtil meddelt halvårsregnskab den 31. juli
2008. 


	København, den 16. juli 2008 kl. 13:45

Lars Johansen
Adm. direktør


For yderligere information kontakt venligst adm. direktør Lars Johansen på
telefon +45 7222 5000.

Attachments

07-2008dk_160708_eksponering i ejendomssektoren.pdf