Hovedpunkter • Omsætningen faldt 1,3% til DKK 19.456 mio. i forhold til 1. halvår 2007 som følge af lavere omsætning fra traditionel fastnettelefoni, frasalg af den internationale trafikforretning, mindre salg i TDC Butik, lavere roamingpriser samt færre fastnet- og mobilengroskunder. Dette blev delvist opvejet af flere bredbånds- og kabel-tv-kunder samt flere mobilkunder i Sunrise og Mobil Norden. Dertil kommer en positiv nettoeffekt fra HTCC's erhvervelser og frasalget af Bité. Korrigeret for erhvervelse og frasalg af virksomheder faldt omsætningen 3,4%. • EBITDA steg 2,2% til DKK 6.294 mio. sammenlignet med 1. halvår 2007 som følge af flere tv- og bredbåndskunder, lavere personaleomkostninger samt lavere driftsomkostninger som følge af mindre trafik inden for traditionel fastnettelefoni. Dertil kommer en positiv nettoeffekt af HTCC's erhvervelser og frasalget af Bité samt gevinster vedrørende frasalg af mindre forretningsaktiviteter. Dette blev delvist modsvaret af færre indtægter fra traditionel fastnettelefoni, frasalget af den internationale trafikforretning, salg og tilbageleasing af ejendomme, øgede omkostninger til akkvisition og fastholdelse af kunder som følge af kundefremgang samt engangsomkostninger vedrørende salg af uerholdelige fordringer i Sunrise. EBITDA-marginen blev forbedret fra 31,2% til 32,3%. Korrigeret for erhvervelse og frasalg af virksomheder faldt EBITDA 0,8%, hvilket kan tilskrives en stigning i den nordiske forretning på 2,1% og et fald i Sunrise på 13,2%. • Resultat af primær drift (EBIT) før særlige poster steg 9,0% til DKK 3.438 mio. • Periodens resultat faldt til DKK 1.481 mio. mod DKK 2.881 mio. i 1. halvår 2007, hvilket kan henføres til en gevinst vedrørende frasalget af Bité i 1. halvår 2007. • Periodens resultat fra fortsættende aktiviteter eksklusive særlige poster og dagsværdireguleringer steg med 14,6% til DKK 1.669 mio. • Pengestrømme i alt faldt til DKK (4.976) mio. mod DKK (1.543) mio. i 1. halvår 2007, som følge af frasalget af Bité i 1. halvår 2007. • Den rentebærende nettogæld blev nedbragt med DKK 11.797 mio. til DKK 42.021 mio. • Pierre Danon blev valgt som nyt medlem af bestyrelsen i TDC A/S. • HTCC overvejer sine strategiske alternativer. Forventninger til 2008 • Omsætningen forventes at ligge på niveau med 2007, da helårseffekten af HTCC's erhvervelser samt vækst i YouSee forventes at opveje faldende omsætning fra dansk fastnettelefoni og Sunrise. • Resultat af fortsættende aktiviteter eksklusive særlige poster og dagsværdireguleringer forventes at stige 10-20%. Mere effektiv drift og faldende renteomkostninger vil blive delvist opvejet af højere skatteomkostninger som følge af helårsaffekten af ændringen af skattelovgivningen i 2007. Læs den fulde rapport på nedenstående link. For henvendelser vedr. rapporten kontakt TDC Investor Relations på 6663 7680. TDC A/S Teglholmsgade 1 0900 København C tdc.dk