Sammenlægning af Lokalbanken i Nordsjælland og Handelsbanken


Lokalbankens selskabsmeddelelse nr. 14/2008	15. september 2008                  



Sammenlægning af Lokalbanken i Nordsjælland og Handelsbanken                    

To veldrevne banker går sammen for at skabe øget vækst og udvikling             
Bankerne supplerer hinanden perfekt i forhold til geografi, kundesammensætning, 
kompetencer og forretningsfilosofi                                              
Handelsbanken tilbyder kontant DKK 300 pr. aktie                                
Lokalbankens bestyrelse og repræsentantskab anbefaler enstemmigt tilbuddet      

Lokalbanken og Handelsbanken ønsker at sammenlægge deres danske aktiviteter. I  
den forbindelse fremsætter Handelsbanken købstilbud på alle aktierne i          
Lokalbanken i Nordsjælland a/s og tilbyder kontant DKK 300 pr. aktie á nominelt 
DKK 20. Prisen svarer til en merpris til aktionærerne på 135 pct. i forhold til 
børskursen fredag den 12. september 2008.                                       

Bestyrelsen og repræsentantskabet i Lokalbanken har enstemmigt besluttet at     
anbefale aktionærerne i Lokalbanken at acceptere købstilbuddet.                 

”En sammenlægning med Handelsbanken er en enestående mulighed for at styrke     
positionen i vores lokale marked i samarbejde med en stærk bank med værdier som 
vores,” siger bankdirektør Bruno Riis-Nielsen, Lokalbanken.                     

”Vi får mulighed for fortsat at tilbyde vores kunder personlig service på et    
højt niveau og vil i et højere tempo end ellers kunne udvide vores produktudbud.
Samtidig bliver vores aktionærer tilbudt en attraktiv pris for deres aktier, og 
vores medarbejdere får udvidet deres karrieremuligheder i en international      
bank.” siger Bruno Riis-Nielsen.                                                

Lokalbanken supplerer Handelsbanken på centrale områder. Således har Lokalbanken
en stærk markedsposition i Nordsjælland, hvor Handelsbanken ønsker at udbygge   
sin position.                                                                   

”Lokalbanken er en veldreven bank, der grundlæggende er bygget på de samme      
principper som Handelsbanken. De arbejder ligesom vi meget decentralt med       
selvstændige og handlekraftige filialchefer og stærk lokal forankring,” siger   
Frank Vang-Jensen, adm. direktør i Handelsbanken Danmark.                       

”Danmark udgør et væsentligt fokusområde for Handelsbanken. Vi vokser primært   
organisk, men vurderer sideløbende mulighederne for at gå sammen med andre      
veldrevne banker i Danmark for at styrke vores position. Lokalbanken er med sin 
stærke position i Nordsjælland et perfekt match for Handelsbanken,” siger Frank 
Vang-Jensen.                                                                    

Med Handelsbankens 40 og Lokalbankens 14 filialer vil den sammenlagte bank dække
Danmark med 54 filialer. Lokalbankens godt 200 medarbejdere bliver en del af    
Handelsbanken-koncernen med 10.500 medarbejdere, heraf cirka 600 i Danmark, hvor
banken er blandt de største.                                                    

Købstilbuddet svarer til en samlet pris for Lokalbanken på DKK 810 mio.         
Tilbudsperioden løber fra mandag den 15. september 2008 til mandag den 13.      
oktober 2008 kl. 20.00. Købstilbuddet er blandt andet betinget af, at           
Handelsbanken opnår mere end 90 pct. af aktiekapitalen og stemmerettighederne i 
Lokalbanken.                                                                    


Pressemøde                                                                      
Der afholdes pressemøde i Lokalbanken i dag klokken 12:00 i Lokalbankens        
hovedkontor, Slotsgade 36 i Hillerød. Til stede vil være bankdirektør Bruno     
Riis-Nielsen og bestyrelsesformand Erik Uttenthal, Lokalbanken og adm. direktør 
Frank Vang-Jensen og koncernchef Pär Boman, Handelsbanken.                      


For yderligere information, kontakt venligst:                                   

Handelsbanken:                                                                  
Frank Vang-Jensen, adm. direktør, Handelsbanken i Danmark og koncerndirektør i  
Svenska Handelsbanken AB - tlf.: +45 3341 8201                                  
Mikkel Jørnvil Nielsen, kommunikationschef - +45 2630 0497                      

Lokalbanken:                                                                    
Erik Uttenthal, bestyrelsesformand - tlf.+45 2029 1514                          
Bruno Riis-Nielsen, adm. direktør - tlf. +45 4840 3600                          


Kunder, aktionærer og andre kan i tilfælde af spørgsmål ringe på følgende numre,
eller skrive til nedenstående email-adresser:                                   

Lokalbanken	Tlf. 4840 3230 	lokalbanken@lokalbanken.dk                          
Handelsbanken	Tlf. 3341                                                         
8513	info.danmark@handelsbanken.dk                                              
Telefonerne er fra i dag kl. 12 åbne på                                         
alle hverdage 9-20 samt lørdage og søndage 11-14.                               

Lokalbanken har som erklæret vision at være det foretrukne valg for familier og 
lokale erhvervsdrivende i Nordsjælland, mens bankens mission er at være ledende 
i udviklingen af lokalområdet gennem personligt engagement og professionel      
rådgivning. Resultat før skat udgjorde DKK 82 mio. i 2007. Ved halvårsskiftet   
have banken udlån på DKK 4,0 mia. og indlån på DKK 3,5 mia.                     

Handelsbankens mål er at være mere lønsom end gennemsnittet af sammenlignelige  
nordiske banker. Målet skal nås ved at have mere tilfredse kunder og lavere     
omkostninger end andre banker. Handelsbanken har opfyldt dette mål 36 år i træk.
Sidste år havde banken et driftsresultat før skat på DKK 11,8 mia. og forrentede
egenkapitalen med over 16 pct. efter skat. I 2007 havde banken Nordens højeste  
kundetilfredshed. Ved halvårsskiftet havde Handelsbanken Danmark udlån på DKK   
32,4 mia. og indlån på DKK 21,3 mia.

Attachments

annonce tilbud fin 150908.pdf selskabsmeddelse fin 15sep08-0128.pdf tilbudsdokument dk 150908.pdf