First North meddelelse nr. 16, 2008 København d. 17. september, 2008 Resumé: Den ekstraordinære generalforsamling vedtog bestyrelsens forslag om vedtægtsændring og gav bemyndigelse til bestyrelsen om at forhøje aktiekapitalen Generalforsamlingsreferat Den 17. september 2008 afholdtes ekstraordinær generalforsamling i Aresa A/S (CVR-nr. 26 05 86 51) ("Selskabet") I overensstemmelse med Selskabets vedtægter pkt. 7.9 havde Selskabets bestyrelse udpeget advokat Jens Chr. Hesse Rasmussen til dirigent for generalforsamlingen. Dirigenten konstaterede, med generalforsamlingens samtykke, at generalforsamlingen var behørigt indkaldt og beslutningsdygtig for så vidt angik emnerne på dagsordenen. Generalforsamlingen godkendte de af bestyrelsen to stillede forslag angående: Ændring af Selskabets formålsbestemmelse til sålydende: ”Selskabets formål er direkte eller indirekte at foretage investeringer i og omdanne mineinficeret jord til produktiv jord v.hj.a. mekaniske, bioteknologiske eller andre metoder; eller i selskaber, der driver sådanne tilsvarende aktiviteter; samt virksomhed med forskning, udvikling, produktion, handel og anden virksomhed, der efter bestyrelsens skøn er forbunden hermed.” Bemyndigelse af Selskabets bestyrelse til at forhøje Selskabets aktiekapital med op til nom. kr. 8.000.000,- ved tegning af nye aktier med fortegningsret for Selskabets aktionærer og i forbindelse hermed indsættelse af følgende bestemmelse i Selskabets vedtægter som ny § 5.5: ”Selskabets bestyrelse er bemyndiget til indtil den 01.03 2009 at forhøje Selskabets aktiekapital - ad én eller flere gange - med op til i alt nom. kr. 8.000.000,- aktier ved kontant indskud med fortegningsret for Selskabets eksisterende aktionærer. Bestemmelserne i vedtægternes §§ 5.2 - 5.4 skal være tilsvarende gældende for aktier udstedt i henhold til nærværende bemyndigelse.” Yderligere informationer kan fås ved henvendelse til Steen Thaarup Adm. direktør Tlf.: 7022 7747 Mobil: 4077 8695 E-mail: st@aresa.dk Selskabets Certified Adviser er Dahl-Sørensen & Partners A/S, Allan Reimann, tlf.: 3364 9205. Om Aresa Aresa er en plantebiotek virksomhed stiftet i 2001 af selskabets nuværende forskningsdirektør, Carsten Meier, med udspring fra Institut for Molekylær Biologi og Fysiologi ved Københavns Universitet. Aresa fokuserer på den patenterede plantebaserede teknologiplatform, BioSensor til detektion af fremmedstoffer i jord, herunder udsivning af sprængstoffer fra landminer. Aresa blev i 2006 optaget til handel på Nasdaq/OMX-First North. Aresa ligger i forskerparken, Symbion Science Park, i København og har derudover drivhusfaciliteter i Tåstrup, samt testarealer i Danmark, Kroatien og Serbien. Aresa har 11 ansatte, heraf 7 i forskning & udvikling og 2 tilknyttet landmine operations.
Den ekstraordinære generalforsamling vedtog bestyrelsens forslag om vedtægtsændring og gav bemyndigelse til bestyrelsen om at forhøje aktiekapitalen
| Source: Aqualife A/S