Forøgelse af nedskrivninger


Fionia Bank oplyste i forbindelse med offentliggørelsen af bankens regnskab for
3. kvartal 2008, at nedskrivningsbehovet i 4. kvartal 2008 ville blive
yderligere forøget. Fionia Bank har siden fortsat arbejdet med rekonstruktion
af de direkte lån til det nødlidende marked for ejendomsudvikling og har
revurderet bankens engagementer indenfor området og vurderet risikoen i forhold
til det aktuelle, meget pressede marked. Banken har på den baggrund opgjort et
yderligere nedskrivningsbehov i 4. kvartal 2008 på 575 - 675 mio. kr. svarende
til et samlet nedskrivningsbehov for hele 2008 på 1,1 - 1,2 mia. kr. 

Forøgelsen af nedskrivningsbehovet er primært en følge af, at
rekonstruktionsplaner har vist sig vanskelige at gennemføre i det nuværende
marked og i mindre grad en konsekvens af forøgelse af engagementer med
svaghedstegn. 

Med de gennemførte nedskrivninger har banken nedskrevet 914 mio. kr. på
ejendomsrelaterede engagementer, svarende til ca. 11,7 % af udlån og garantier
hertil. 

En konsekvens af de øgede nedskrivninger er flytning af ca. 80 mio. kr. af de
tilhørende renter til modregning i nedskrivningerne. Derudover er der
omkostninger til statsgarantiordningen, der i 2008 forventes at beløbe sig til
ca. 22 mio. kr. 

Derfor nedjusteres forventningerne til resultatet af basisindtjeningen før
nedskrivninger fra de tidligere 370 - 400 mio. kr. til et niveau på 300 mio.
kr. Den øvrige basisindtjening udvikler sig bedre end ventet, og
handelsindtjeningen på renteprodukter har vist en stigende tendens. 

Beholdningsindtjeningen er pr. 30. november opgjort til - 67 mio. kr. I det
opgjorte resultat indgår en positiv regulering med 73 mio. kr. som følge af en
reklassificering af en del af handelsbeholdningen. Reklassificeringen har
virkning fra 1. juli 2008 og indebærer ændring af værdiansættelsen på de
pågældende aktiver fra markedskurs til amortiseret kostpris i henhold til
ændringerne i IAS 39, godkendt af EU. 

Fionia Banks solvens er pr. 30. november 2008 opgjort til 8,3 pct. i forhold
til lovens krav på 8 pct. 

Bankens bestyrelse har iværksat sondering af mulighederne for at styrke bankens
kapitalgrundlag. 

Med udsigt til en lavere vækst i bankens aktiviteter i 2009 har bestyrelsen
igangsat aktiviteter med fokus på optimering af bankens indtjening og
tilpasning af omkostningerne. Resultatet af disse overvejelser forventes
meddelt i januar måned 2009. 

Evt. spørgsmål til den specifikke meddelelse bedes rettet til bankdirektør
Henrik Borup Jeppesen på tlf. 65 20 40 60. 


Venlig hilsen

Henrik Borup Jeppesen
Bankdirektør

Kaj Østergaard Mortensen
Bankdirektør