Aresa forventer ikke at kunne gennemføre kapitalrejsningen primo 2009


First North meddelelse nr. 19, 2008

København d. 16. december, 2008


Aresa forventer ikke at kunne gennemføre kapitalrejsningen primo 2009. 

Såfremt selskabet ikke inden nytår opnår de nødvendige forhåndstilsagn, vil
selskabets nye forretningsplan ikke kunne iværksættes. I så fald vil
bestyrelsen sætte alle aktiviteter på vågeblus og på generalforsamlingen
fremlægge mulige alternativer for fremadrettet drift eller eventuel solvent
likvidation. 

Bestyrelsesformand, Ole Andersen udtaler: ” Det er ærgerligt, at det nuværende
finansmarked bremser os i minerydningsprojekter som udover at have en stor
værdi i de berørte lokalsamfund også kunne være en sund forretning for Aresa”. 

På den ekstraordinære generalforsamling i september, blev bestyrelsen
bemyndiget til at undersøge mulighederne for at opbygge en kommerciel aktivitet
baseret på mineret jord med fokus på Balkan. Forretningsplanen bygger på en
kombination af indtægter fra afgrødedyrkning og salg af jord, som er blevet
ryddet for landminer på konventionel vis. Planen kræver en kapitaltilførsel i
niveauet 25 mio. kr. 

Efter grundige analyser bistået af bl.a. landbrugseksperter, byplanlæggere,
ejendomsmæglere og erhvervsrådgivere,  finder bestyrelsen det godtgjort , at
der vil kunne opnås et årligt afkast i niveauet 15-20% mod en relativ lav
risiko. 

Selv om planen matcher forventningerne til afkast og risiko har det indtil
videre ikke været muligt at opnå de nødvendige forhåndstilsagn til en
kapitaludvidelse som skal sikre planens gennemførelse. Bestyrelsen finder at
med de nuværende markedsforhold, er det nødvendigt med forhåndstilsagn på et
rimeligt niveau, før selskabet påbegynder en omkostningskrævende
emissionsproces. 

Bestyrelsen forventer derfor at fremrykke afholdelsen af den ordinære
generalforsamling, hvor der skal træffes beslutning om selskabets videre drift
eller en solvent likvidation. 

Selskabet har siden den ekstraordinære generalforsamling arbejdet videre på at
øge værdien af RedDetect® patentet parallelt med nedlukningen af de 
bioteknologiske aktiviteter.  Den potentielle værdi i patentet ligger i
anvendelserne inden for planteforædling. 

Der er i de sidste måneder opnået en række signifikante resultater inden for
udviklingen af RedDetect® (landmineplanten), der underbygger de tidligere
formodninger om, at det vil være muligt at kunne dokumentere teknologiens
anvendelighed indenfor et par år. 

Resultaterne omfatter blandt andet, at:
•	der er indikationer på, hvilken promotor, der forårsager rødfarvning
•	der er udviklet en ny metode til screening af positive planter
•	det er lykkedes at klone det gen, der kan øge frøspiringen
•	det er også lykkedes at klone det gen, der øger farveproduktionen i større
dele af plantens væv 
•	antallet af positive plantelinier er mere end tredoblet i forhold til
antallet af planter, der blev udsået i Serbien i august. 

Bestyrelsen har tiltrådt, at der etableres et samarbejde med Københavns
Universitet. Samarbejdet består i, at Københavns Universitet vil fortsætte
udviklingen af RedDetect® hen imod et salgbart produkt mod at selskabet får
andel i en eventuel fremtidige indtjening. Selskabet vil endvidere fremadrettet
knytte CSO og forskningsdirektør Carsten Meier til arbejdet med
patentrettighederne gennem en konsulentaftale. Carsten Meier fratræder sin
stilling i Aresa med udgangen af marts måned 2008. 

Yderligere informationer kan fås ved henvendelse til


Steen Thaarup
Adm. direktør


Tlf.: 7022 7747
Mobil: 4077 8695
E-mail: st@aresa.dk 

Selskabets godkendte rådgiver er Dahl-Sørensen & Partners A/S, Allan Reimann,
tlf.: 3364 9205. 


Om Aresa 
Aresa er oprindeligt en plantebiotek virksomhed stiftet i 2001 med udspring fra
Københavns Universitet. 

Aresa ønsker at fokusere på udvikling af mineinficeret jord til produktiv
anvendelse. 

Aresa blev i 2006 optaget til handel på Nasdaq/OMX-First North. Aresa har
kontorer i forskerparken, Symbion Science Park, i København og i to
datterselskaber i hhv Kroatien og Serbien.

Attachments

aresa first north 19 2008.pdf