Rygter i dagspressen


Rygter i dagspressen

Under henvisning til Fondsbørsens regler om kommentering af udokumenterede og
fejlagtige rygter i dagspressen skal PARKEN Sport & Entertainment fremkomme med
følgende meddelelse på baggrund af sensationsprægede artikler i B.T. og Ekstra
Bladet. Kommentarerne er en uddybende forklaring på den udsendte
kvartalsmeddelelse for 3. kvartal hvortil henvises. 

PARKEN Sport & Entertainment har aldrig haft en bedre underliggende drift med
et stærkt cash flow fra driften. Selskabet opjusterede følgelig sit årsestimat
med 20 % til 120 mio. kr. i resultat før skat og før periodisering af swaps.
Resultatet før skat var i de første 3 kvartaler således også over 30 % bedre
end tilsvarende periode året før. 

Selskabet er midt i gennemførelsen af sine investeringsprogrammer og havde pr.
30 september 2008 leveret 205 af i alt 761 feriehuse ved Lalandia Billund.
Samtlige 761 feriehuse er solgt, men bliver i opførelsesfasen opført i
regnskabet som varebeholdninger, ligesom den løbende byggefinansiering opføres
som kortfristet gæld. Siden kvartalsafslutningen er yderligere 188 feriehuse
leveret. De resterende feriehuse vil blive leveret til køberne løbende frem til
starten af 2010. Byggerierne af disse forløber planmæssig, ligesom PARKENs
øvrige byggerier af såvel tribune som nye kontortårne. De samlede
investeringsstigninger fra 1. januar 2008 til 30. september 2008 beløber sig
til 712 mio. kr., hvoraf 611 mio. kr. er trukket på selskabets
kreditfaciliteter, i samme periode er koncernens egenkapital steget med 101
mio. kr. 

Selskabet har sine finansieringstilsagn på plads, men har valgt ikke at gøre
brug af de langfristede tilsagn i forventning om et rentefald i den kommende
periode. Den korte gæld konverteres til længere gæld de kommende 12 måneder. 

Selskabet beklager den useriøse dækning i B.T. og Ekstra Bladet.

Attachments

2008-14.pdf