2008


Pressemeddelelse                                

                      Årsrapport 2008 for Vordingborg Bank                      

                                     Resumé                                     

Vordingborg Bank opnåede i 2008 et resultat før skat på 7,2 mio. kr., hvilket er
en stigning på ca. 8% i forhold til 2007.                                       
Bankens basisindtjening - resultat før kursreguleringer og nedskrivninger på lån
og garantier samt udgifter til Det Private Beredskab - blev på 14,3 mio. kr., og
lever dermed op til de forventninger, der blev udmeldt i årsregnskabet for 2007,
hvor banken forventede en basisindtjening i størrelsesordenen 14 - 16 mio. kr.  
I resultatet er udgiftsført 1,1 mio. kr. i garantiprovision til Det Private     
Beredskab samt nedskrevet 1,2 mio. kr. samlet på garantien overfor Det Statslige
Afviklingsselskab og sektorens indskud i Roskilde Bank.                         
Nedskrivninger og tab på bankens lån og garantier blev på 3,4 mio. kr., hvilket 
er en stor stigning i forhold til 2007, hvor der kun var tale om samlede        
nedskrivninger på 0,1 mio. kr. Stigningen er et resultat af de kraftigt svækkede
konjunkturer.                                                                   
Banken har fortsat en lav eksponering indenfor ejendomssektoren.                
Kurstab på bankens værdipapirbeholdning blev på 2,6 mio. kr.                    
Vordingborg Bank er meget solid, med en solvensprocent der er over dobbelt så   
høj som lovens krav, nemlig 18,1%, mod lovens krav på 8%. Kernekapitalprocenten 
er opgjort til 11,7%.                                                           
Banken har et stort indlånsoverskud, der betyder at Vordingborg Bank selv       
finansierer sin udlånsvækst, og dermed ikke er afhængig af finansiering fra     
andre pengeinstitutter. Likviditetsgraden er opgjort til 207% over lovens krav. 
For 2009 forventer banken en basisindtjening - resultat før kursreguleringer og 
nedskrivninger på lån og garantier samt udgifter til Det Private Beredskab - i  
niveauet 12 - 14 mio. kr.                                                       

”Året 2008 blev på alle måder et skræmmende år for den finansielle sektor. Den  
voldsomme og bratte nedtur er kommet bag på os alle. I Vordingborg Bank kan vi  
glæde os over den store loyalitet vi har oplevet fra vores kunder i vores       
markedsområde. Selv da krisen var på sit højeste, mærkede vi en stor opbakning i
dagligdagen. Vi glæder os over et tilfredsstillende årsregnskab, der giver os et
stærkt fundament for de hårde år, vi kan frygte vores sektor har foran sig ”,   
udtaler bankdirektør Ole Kühnel.                                                

”Vi tilmeldte os naturligvis den første bankpakke, der efter vores mening var   
absolut nødvendig for sektoren, og for kundernes tryghed ved at have deres      
indlån i pengeinstitutterne. Selv med vores store kapitalberedskab, var vi ikke 
i tvivl om, at vi ville støtte op omkring branchens problemer. Men det er dyrt, 
og for os koster det ca. 4 mio. kr. om året de næste 2 år. Et beløb, der        
naturligvis vil have en kraftig negativ påvirkning på vores årsregnskaber i 2009
og 2010 ”, udtaler bankdirektør Ole Kühnel                                      

Spørgsmål kan besvares af direktør Ole Kühnel på telefon 55 36 52 00 eller 20 68
21 19

Attachments

pressemeddelelse arsregnskab 2008.pdf arsrapport 2008.pdf