Gennemførelse af aftale mellem Finansiel Stabilitet A/S og Fionia Bank A/S samt skøn over bankens nedskrivningsbehov i 1. kvartal 2009


Selskabsmeddelelse nr. 8/2009

Den 22. februar 2009 indgik Fionia Bank A/S (nu Fionia Bank Holding A/S,
CVR.nr. 14669000) en rammeaftale med Finansiel Stabilitet A/S. Aftalen
indebærer, at alle aktiver og alle passiver bortset fra egenkapital og
efterstillet kapital overføres til et nyt selskab, og at Finansiel Stabilitet
indskyder 1 mia. kr. ansvarlig kapital. 

Aftalens endelige implementering afventer godkendelse fra EU. Denne godkendelse
forventes at foreligge den 8. april 2009, og overførslen af aktiver og
forpligtelser til ny Fionia Bank A/S (CVR.nr. 31934745) forventes at ske den
14. april 2009. Samme dag forventes Fionia Bank Holding A/S at indlevere sin
banklicens og tage navneforandring til Fionia Holding A/S. 

Bestyrelsen i den kommende Fionia Bank A/S har i dag underskrevet
overtagelsesbalancen. Overtagelsen sker med tilbagevirkende kraft pr. 1. januar
2009. Overtagelsesbalancen vedlægges denne meddelelse. 

Den fortsat negative konjunkturudvikling medfører forventning om et højt niveau
for nedskrivninger i banken for 2009. Udviklingen indebærer, at en del af den i
årsrapporten for 2008 opgjorte merrisiko på 1.022 mio. kr. nu er udløst i
nedskrivninger, som for første kvartal forventes at være i niveauet 350 mio.
kr. 

Fionia Bank Holding A/S har indledt dialog med investorerne bag den
eksisterende efterstillede kapital. Der er indkaldt til investormøde den 2.
april 2009 med henblik på at opnå en endelig aftale med disse. 

Bankens regnskab for 1. kvartal 2009 forventes offentliggjort 30. april 2009.

Venlig hilsen
Direktionen

Attachments

fb-8-2009_bilag overtagelsesbalance.pdf