Delårsrapport 1. kvartal 2009


NKT Holding A/S, 12. maj 2009, meddelelse nr. 10

Med en koncernomsætning på 2.635 mDKK og et operationelt driftsresultat (EBITDA)
på 147 mDKK er udviklingen i 1. kvartal 2009 på niveau med forventningerne.
Selvom 
den økonomiske afmatning påvirker negativt, er pengestrømme fra driftsaktivitet
positive med 167 mDKK, ligesom der vindes markedsandele i Nilfisk-Advance

Resume
Samlet set er der realiseret en organisk vækst på -12% i 1. kvartal 2009 og et
fald i driftsresultatet (EBITDA) på 158 mDKK, svarende til en EBITDA-margin på
6,3% i forhold til 11,3% i 1. kvartal 2008. De realiserede resultater følger
samlet set forventningerne til 1. kvartal 2009. 

Forventningerne til 2009 fastholdes i forhold til børsmeddelelse nr. 5
offentliggjort den 5. marts 2009. Der forventes således stadig et
driftsresultat (EBITDA) på i niveauet 700-900 mDKK. 

NKT Cables realiserede en negativ organisk vækst på 14%, primært forårsaget af
den generelle økonomiske afmatning, der har resulteret i et betydeligt fald på
25% i salg af lavspændingsprodukter til bygge- og anlægssektoren. Salg til
højspændingssektoren og i særdeleshed salg af jernbanekøreledninger, der i 1.
kvartal 2009 er steget 48% i forhold til samme periode 2008, påvirker dog
positivt. Driftsindtjeningen (EBITDA) målt i standard metalpriser udgør 1,5%
for 1. kvartal 2009 i forhold til 10,4% i samme periode 2008. Opførelsen af den
nye højspændingsfabrik i Køln forløber som planlagt, og fabrikken har i april
måned påbegyndt testproduktion. I januar måned indgik NKT Cables en kontrakt
til en værdi af 750 mDKK omfattende sø-armerede høj- og mellemspændingskabler
og i marts måned underskrev NKT Cables en betinget joint venture aftale om salg
og produktion af højspændingskabler i Kina. 

Nilfisk-Advance realiserede en negativ organisk vækst på 12%, hvilket har ramt
alle regioner med samme styrke. På trods af den lavere kapacitetsudnyttelse er
det lykkedes at fastholde bruttofortjenesten i 1. kvartal. Driftsindtjeningen
(operationelt EBITDA) udgør 8% for 1. kvartal 2009 i forhold til 10,4% i samme
periode 2008. Gennemførelsen af den lange række struktur- og tilpasningstiltag,
der tidligere er blevet omtalt, forløber efter planen, hvilket bl.a. har
resulteret i en reduktion af antal medarbejdere med mere end 700 (14%) i
forhold til samme tidspunkt 2008. Der er i 1. kvartal anvendt ca. 20 mDKK til
disse tiltag. 

Der er i 1. kvartal 2009 realiseret tilfredsstillende pengestrømme fra
driftsaktiviteter, der udgør 167 mDKK i forhold til -250 mDKK i samme periode
sidste år. Forbedringen kan blandt andet henføres til koncernens
arbejdskapital, der i 1. kvartal er reduceret med 161 mDKK. Den rentebærende
gæld pr. 31. marts 2009 udgør 2,3 mia. DKK, hvilket er på niveau med udgangen
af 2008. Koncernens 
likviditetsberedskab er i 2009 forøget yderligere og er på nuværende tidspunkt
tilstrækkeligt jvf. figur 3 side 4.

Attachments

nkt delarsrapport 1. kvartal 2009.pdf