Meddelelse


Selskabsmeddelelse nr. 16/2009

I forbindelse med forberedelse af regnskabet for 1. halvår 2009 har Fionia Bank
A/S gennemgået de større kreditengagementer og vurderet, at der er et forventet
nedskrivningsbehov af betydeligt omfang. Baggrunden er især det fortsat meget
negative konjunkturforløb specielt inden for erhvervsejendomme. 

Ledelsen i Fionia Holding A/S vurderer herefter, at egenkapitalen i Fionia
Holding A/S må anses for tabt. 

Kunderne i Fionia Bank A/S påvirkes ikke heraf. Fionia Bank A/S fortsætter
uændret, idet banken vil blive tilført kapital i fornødent omfang af Finansiel
Stabilitet. 

Spar Nord Bank A/S har d.d. rettet henvendelse til Fionia Bank A/S med henblik
på at indlede drøftelser om at overtage den sunde del af Fionia Bank A/S. 

Fionia Holding A/S ser meget positivt på denne henvendelse. 

For at varetage aktionærernes interesser bedst muligt samt sikre hensynet til
EU's udbudsregler, er det besluttet, at henvendelsen fra Spar Nord Bank
medfører, at der gennemføres en udbudsproces. 

Alle interesserede kan give et bud på en samlet pakke bestående af alle
privatkunder, alle rentable erhvervskunder og øvrige funktioner. Derudover
overvejer Fionia Bank A/S, at der åbnes mulighed for, at der kan afgives et
selvstændigt bud på Markets med tilhørende Back Office og supportfunktioner. 

Venlig hilsen

Jørgen Bast 	
Adm. direktør