artikel i Økonomisk Ugebrev


Der er den 31. august 2009 blevet udarbejdet en artikel i Økonomisk Ugebrev af
Morten W. Langer, hvor der fremsættes en række postulater om PARKEN Sport &
Entertainment A/S´ køb af egne aktier, herunder postuleres det, at
transaktionerne er sket for at fremme privatøkonomiske hensyn. 

På denne baggrund har ledelsen for PARKEN Sport & Entertainment A/S fundet
anledning til kort at redegøre for faktum i relation til selskabets køb af egne
aktier i 1. halvår af 2008. 

Den 31. december 2007 besad PARKEN Sport & Entertainment A/S i alt 54.796 egne
aktier, hvilket fremgår af årsrapporten for 2006/07. 

Pr. samme dato havde selskabet udestående incitamentsordninger for i alt 66.100
styk aktier i selskabet, der som det fremgår af årsrapporten for 2006/07, side
51, udelukkende kan afregnes i aktier. 

Da PARKEN Sport & Entertainment A/S afdækker udestående incitamentsordninger
gennem beholdning af egne aktier, så var der behov for køb af ca. 11.300 styk
egne aktier pr. 31. december 2007. 

Herudover blev der som anført i årsrapporten 2006/07, side 65, og som ligeledes
oplyst i selskabsmeddelelse 3 af 31. marts 2008 udstedt yderligere
aktieoptioner for 19.000 styk aktier til direktionen og øvrige ledende
medarbejdere, og som oplyst i selskabsmeddelelse 5 af 15. april 2008 udstedt
yderligere aktieoptioner for 10.000 styk aktier til ledende medarbejdere. 

Det samlede behov for køb af egne aktier i henhold til PARKEN Sport &
Entertainment A/S´ incitamentsprogrammer har således i foråret 2008 udgjort ca.
40.000 styk aktier. 

Herudover har der, som oplyst i årsrapporten 2006/07, side 65, været behov for
en beholdning af egne aktier til brug for løbende tilpasning af selskabets
kapitalstruktur, finansiering af eventuelle opkøb, finansielle transaktioner
eller en eventuel nedskrivning af aktiekapitalen. 
Endelig meddeles det ved selskabsmeddelelse 7 af 19. maj 2008, at PARKEN Sport
& Entertainment A/S forhandler i relation til Projekt Sportscenter, og at
betaling i givet fald forventes at ske helt eller delvist med egne aktier. 
Der har derfor i 1. halvår 2008 været et betydeligt behov for køb af egne
aktier. 

Disse aktier er primært købt udenom markedet, hvilket er sket ud fra en
vurdering af, at dette ville have den mindst kurspåvirkende effekt på
kursdannelsen. Det har imidlertid været klart kommunikeret til markedet, at der
eksisterede et behov for opkøb af egne aktier. 

De foretagne køb af egne aktier er derfor baseret på markedets egen
kursdannelse af aktierne i PARKEN Sport & Entertainment A/S, ligesom købene er
foretaget i overensstemmelse med generalforsamlingens bemyndigelse til køb af
egne aktier samt selskabets egen politik i relation til handelsvinduer. 

I relation til de anførte salg af aktier i PARKEN Sport & Entertainment A/S fra
Flemming Østergaard bemærkes, at transaktionen er en sædvanlig udnyttelse af en
offentliggjort incitamentsordning, og at der såvel er købt 45.000 styk aktier
som solgt 45.000 styk aktier den 30. april 2008 af Flemming Østergaard. Begge
transaktioner er indberettet i henhold til gældende regler om ledende
medarbejderes transaktioner. Det samlede provenu af transaktionerne har udgjort
kursforskellen på DKK 15.549.300, og ikke et provenu på DKK 58.252.500, som
artiklen forsøger at give indtryk af. 

Denne transaktion har endvidere ikke haft nogen indvirkning på PARKEN Sport &
Entertainment A/S´ beholdning af egne aktier, da der er købt og solgt det samme
styk antal aktier. 

PARKEN Sport & Entertainment A/S kan således ikke på nogen måde genkende det i
artiklen anførte, herunder, at der måtte være behov for yderligere
undersøgelser af de gennemførte transaktioner.

Attachments

dk 2009-14.pdf