Betinget salg af TDC's aktier i Invitel


TDC A/S meddeler i dag, at selskabet har indgået en aftale om at sælge sin
64,6% aktieandel i Invitel Holdings A/S (Invitel) til den central- og
østeuropæiske kapitalfond Mid Europa Partners (MEP). Invitel (tidligere kendt
som Hungarian Telephone and Cable Corporation (HTCC)) er en ungarsk baseret
fastnetoperatør med wholesale-aktiviteter i Østeuropa. Invitels aktiviteter
blev omklassificeret til ”Ophørte aktiviteter” i TDC's koncernregnskab ved
udgangen af juni 2009 og salget er et led i TDC's strategi om at frasælge
ikke-kerneforretninger og vil ikke have indflydelse på TDC's aktiviteter. 

Aftalen er bl.a. betinget af (i) gennemførelse af en aftale mellem Invitel og
MEP vedrørende omlægning af Invitels gæld, (ii) gennemførelse af købstilbud på
og visse ændringer til Invitel-koncernens ”PIK notes”, ”floating rate senior
notes” og ”fixed rate notes”, (iii) tilsagn om videreførelse af
Invitel-koncernens eksisterende senior kreditfacilitet med visse ændringer, og
(iv) en godkendelse fra de østrigske konkurrencemyndigheder. 

De serbiske konkurrencemyndigheder vil tillige blive anmodet om at godkende
transaktionen. Hvis en sådan godkendelse ikke kan opnås inden tidspunktet for
opfyldelse af de ovennævnte betingelser, skal MEP købe TDC's aktier ad to
omgange: Omtrent halvdelen på tidspunktet for gennemførelsen af de ovennævnte
aftaler og købstilbud, og køb af de resterende aktier efter de serbiske
konkurrencemyndigheders godkendelse. Efter salget af den første halvdel af
aktierne, og indtil de resterende aktier er overført som beskrevet ovenfor, vil
to af TDC's fire repræsentanter i Invitels bestyrelse blive erstattet med
MEP-nominerede, på hvilket tidspunkt TDC ikke længere kontrollerer Invitel. 

Den samlede betaling for TDC's aktier vil udgøre ca. USD 10,8 mio. kontant.
Endvidere har TDC indgået aftale om et salg til MEP af sit aktionærlån til
Invitel-koncernen til den nominelle værdi på EUR 34,135 mio. Transaktionen
forventes på nuværende tidspunkt at resultere i en gevinst efter skat på ca.
DKK 120 mio. i TDC's koncernregnskab. Gevinsten vil fremgå af
resultatopgørelsen under særlige poster i relation til ophørte aktiviteter. 

Salget forventes afsluttet i 4. kvartal 2009. 


TDC A/S
Teglholmsgade 1
0900 København C
tdc.dk

Attachments

meddelelse nr  11 2009 final.pdf