Kapitalforhøjelse uden fortegnnigsret for eksisterende aktionærer


Kapitalforhøjelse uden fortegningsret for eksisterende aktionærer.


Med udgangspunkt i den på den ekstraordinære generalforsamling den 4. december
2009 erhvervede bemyndigelse til at udvide aktiekapitalen, jf. de nye
vedtægters § 3a, stk. 2, har Morsø Banks bestyrelse under iagttagelse af
aktieselskabslovens §§ 37-38 besluttet, straks at gøre brug af bemyndigelsen,
med det formål at sikre den bedst mulige kapitalstruktur forud for
forhandlingerne om statslig hybrid kernekapital under bankpakke II. 

Under henvisning til prospektbekendtgørelsens § 13, stk. 1, har bestyrelsen
besluttet at forhøje aktiekapitalen med minimum nominelt kr. 2.500.000 og
maksimalt nominelt kr. 3.199.000, der udbydes i en rettet emission mod de seks
institutionelle investorer, som har ydet banken et lån i form af hybrid
kernekapital, stort kr. 43,5 mio.kr., jf. i øvrigt fondsbørsmeddelelse nr. 16 -
2009. 

Kapitalforhøjelsen tegnes ved gældskonvertering af hybrid kernekapital til
aktiekapital. 

Tegningsfristen er fastsat til i dag, mandag den 7. december 2009, med
afregning via gældskonvertering den 9. december 2009. 

Alle seks institutionelle investorer har afgivet uigenkaldeligt tilsagn om
ombytning af kapitalbeviser til aktiekapital og har tegnet i alt 31.990 stk.
aktier. 

Morsø Bank havde før emissionen en aktiekapital på nominelt kr. 32.000.000,
svarende til 320.000 stk. aktier. Efter emissionen er aktiekapitalen nominelt
kr. 35.199.000, svarende til 351.990 stk. aktier. 

Tegningen af de nye aktier er sket til kurs 525, svarende til den noterede kurs
den 4. december 2009. Bruttobeløbet udgør 16,8 mio.kr., som tillægges bankens
egenkapital. 

Banken afholder omkostninger i forbindelse med kapitalforhøjelsen, anslået til
kr. 350.000,-. 

Det af banken hjemtagne lån med status af hybrid kernekapital, jf. § 132 i lov
om finansiel virksomhed, oprindeligt stort kr. 43,5 mio.kr. nedskrives i
forbindelse med ovennævnte ombytning af kapitalbeviser til aktier med 16,8
mio.kr., hvorefter lånet udgør 26,7 mio.kr. med uændret status af hybrid
kernekapital og på i øvrigt uændrede vilkår. 

Finanstilsynets tilladelse til transaktionen foreligger.

Bankens solvensprocent er efter kapitaludvidelsen uændret 10,7 %.

De nye aktier optages til notering på NASDAQ OMX Copenhagen når registrering af
kapitalforhøjelsen er sket i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, forventeligt den
9. december 2009. 



For yderligere information, kontakt venligst

Bankdirektør Torben Sørensen, direkte telefon 96 15 25 10





Med venlig hilsen

Morsø Bank

Hans H. Pedersen      Torben Sørensen
Bestyrelsesformand    Bankdirektør

Attachments

fondsbrsmeddelelse 17 2009.pdf