Alm. Brand Pantebreve A/S - årsrapport for 2009 Vedlagt fremsendes selskabets årsrapport for 2009, hvoraf følgende kan fremhæves: • Alm. Brand Pantebreve A/S har i 2009 realiseret et underskud før skat på 154,9 mio.kr. mod et underskud på 38,0 mio.kr. i 2008. • Resultatet skyldes i al væsentlighed et stigende nedskrivningsbehov, som både har effekt i direkte tab, kreditrelaterede kursreguleringer og i en urealiseret reduktion i værdiansættelsen af porteføljen. • Resultatet er positivt påvirket af en urealiseret kursgevinst af pantebrevsbeholdningen primært som følge af rentefald samt af gevinster på både valutaterminsforretninger og afledte finansielle instrumenter. • På tidspunktet for offentliggørelsen af Alm. Brand Pantebreve A/S' årsregnskab udgør selskabets egenkapital mindre end 50 % af selskabets aktiekapital. I overensstemmelse med aktieselskabslovens § 69a (den nye selskabslov § 119) behandles selskabets økonomiske stilling på selskabets ordinære generalforsamling. Bestyrelsen vil på generalforsamlingen redegøre for følgende: o Alm. Brand Bank har sikret selskabet de nødvendige driftskreditter frem til udgangen af februar 2011. o Selskabet køber for nærværende ikke flere pantebreve. o Selskabet har iværksat aktiviteter for at effektivisere rykkerproceduren for pantebreve i restance. o Bestyrelsen vil ved udgangen af 2010 foretage en fornyet vurdering af selskabets kapitalforhold, herunder om der er behov for nedskrivning af aktiekapitalen eller grundlag for kapitaltilførsel. • Selskabet forventer i 2010 et underskud i størrelsesordenen 40 mio.kr. inklusiv kreditrelaterede tab og nedskrivninger. • Det er aftalt med selskabets direktør Erik Møller, at han går på pension senest med udgangen af oktober 2010. Det er desuden aftalt, at pensioneringen vil ske før, hvis selskabet inden da har fundet en egnet afløser. Eventuelle spørgsmål vedrørende denne selskabsmeddelelse bedes rettet til bestyrelsesformand Bo Chr. Alberg på telefon 35 47 48 49. Med venlig hilsen Alm. Brand Pantebreve A/S Bo Chr. Alberg Bestyrelsesformand