adServing International A/S opsiger sin agentaftale med Medieselskabet Online ApS og begærer Medieselskabet Online ApS i betalingsstandsning


Meddelelse nr. 65/2010, 22. februar 2010

adServing International A/S opsiger sin agentaftale med Medieselskabet Online
ApS og begærer Medieselskabet Online ApS i betalingsstandsning 

adServing International A/S har med øjeblikkelig virkning opsagt sin
agentaftale med Medieselskabet Online ApS som er agent i Danmark. Opsigelsen
betyder at Medieselskabet Online ApS ikke må anvende navnet adServing Danmark
ligesom selskabet ikke må fortsætte med salg og service af agenturets
produkter. 

Alle serviceaftaler for udlejning af annoncesystemer samt tilhørende
serviceaftaler overtages i forbindelse med opsigelsen af adServing
International A/S. 

adServing International A/S stiller sin service adpulz.com til rådighed for den
del af Medieselskabet Online ApS's kunder der tidligere har benyttet
annonceformidlingsforretningen. 

Medieselskabet Online ApS har siden efteråret 2009 været et 100 % ejet
datterselskab af adServing International A/S. Selskabet hed tidligere adServing
Danmark. adServing International A/S er selv en væsentlig kreditor og har
begæret selskabet i betalingsstandsning. Årsagerne hertil er at sikre
selskabets aktiver så vidt muligt, tilgodese selskabets kreditorer ligeligt og
efter lovgivningen samt søge etableret en ordning med selskabets kreditorer. 

adServing International A/S vil i henhold til sin finanskalender offentliggøre
halvårsmeddelelse den 25. februar 2010. Halvårsmeddelelsen vil ikke blive
påvirket yderligere af ovenstående betalingsstandsning. En eventuel konkurs af
Medieselskabet Online ApS vil ikke påvirke adServing International A/S
negativt. Der vil fremgå mere detaljerede oplysninger herom ved selskabets
halvårsmeddelelse den 25. februar 2010. 

adServing International udlejer annoncesystemer til håndtering af online
annoncer og anden digital annoncehåndtering. Virksomheden er repræsenteret med
agenturer i Danmark, Sverige, Island, Holland, England og salgsaktiviteter i
Finland. adServing Internationals annoncesystemer anvendes i dag i 12
europæiske lande. Virksomheden har en klar strategi med fokus på hele Europa,
og forventer at være repræsenteret i 25 europæiske lande i 2013. For mere
information om adServing International A/S, besøg
www.adservinginternational.com 

Pressekontakt
Jesper Møller, Adm. Direktør
adServing International A/S
+45 33 28 41 41
jesper.moller@adservinginternational.com

adServing International A/S' godkendte rådgiver er:
Eik Bank Danmark A/S  
Oslo Plads 2  
DK-2100 København Ø  
Tel +45 33 73 31 50  
Fax +45 33 73 31 36

Attachments

meddelelse_nr65.pdf