FLSmidth leverer filtre til Rosemont Coppers projekt i USA


PRESSEMEDDELELSE

FLSmidth har opnået en ordre til en værdi af 167 mio. kr. (USD 31 mio.) fra Rosemont Copper Company på levering af 14 filterpresser. De automatiske filterpresser bliver de største af denne type i verden og skal installeres som et led i Rosemont Coppers planlagte kobber-procesanlæg i Arizona, USA.

Ved at anvende den nyeste mineteknologi, vil Rosemont Copper sætte ny standard for bæredygtige løsninger, bl.a. ved at bruge under halvt så meget vand i forhold til traditionelle miner, og løbende genetablere og tilplante anlægsstedet igennem hele minens levetid. FLSmidths filterpresseteknologi vil spille en central rolle i denne omfattende miljøindsats.

På Rosemonts kobberprocesanlæg skal disse store og robuste 2m x 2m filterpresser afvande alle restprodukterne fra forarbejdning af 68.000 tons malm i døgnet til et optimalt fugtindhold på 16%, og dermed maksimere genanvendelse af vandet i processen. Desuden kan den overskydende filterkage deponeres i bunker, hvilket indgår som en integreret del af den visionære plan som Rosemont Copper har iværksat til bortskaffelse af restprodukter og naturgenopretning. Planen overflødiggør deponeringsdamme til restprodukter og bidrager til den løbende naturgenopretning og tilplantning af det omgivende landskab.

Ordren afvikles af FLSmidths kontor i Salt Lake City og projektet forventes afsluttet i marts 2012.

 

                  -------------------------------------

 

 

Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til adm. koncerndirektør Jørgen Huno Rasmussen, FLSmidth & Co. A/S på tlf. 36 18 18 00.

For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.

 

Med venlig hilsen

Pernille Friis Andersen
Corporate Communications & Investor Relations

 

 


Attachments

Link til PDF version