Den 22. april 2010, klokken 16.00, blev der i henhold til vedtægternes § 11, stk. 2, afholdt ordinær generalforsamling i Foreningen Fast Ejendom, Dansk Ejendomsportefølje, f.m.b.a., hos Cura Management, på adressen Tuborg Boulevard 12, 2900 Hellerup. Bestyrelsen havde i henhold til vedtægternes § 11, stk. 7, udpeget advokat Michael Budtz, Kromann Reumert, København, som dirigent for generalforsamlingen. Der var ved generalforsamlingen i alt repræsenteret 1.016.178 stemmer. Dirigenten konstaterede med generalforsamlingens tilslutning, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og beslutningsdygtig i henhold til vedtægterne, samt at dagsordenen, de fuldstændige forslag og den reviderede årsrapport med tilhørende beretning havde været tilgængelige på foreningens website og fremlagt på foreningens kontor de seneste otte dage før generalforsamlingen. Dagsordenen var som følger: 1. Bestyrelsens beretning for regnskabsåret 2009 2. Fremlæggelse af årsrapport til godkendelse og forslag til udlodning 3. Valg af medlemmer til bestyrelsen 4. Valg af revisor 5. Bemyndigelse til bestyrelsen til i tiden indtil næste ordinære generalforsamling at opkøbe egne foreningsbeviser for op til 10 % af de af foreningen udstedte foreningsbeviser til den på købstidspunktet gældende børskurs +/- 10 % 6. Indkomne forslag samt forslag fra bestyrelsen 7. Eventuelt Ad 1. Bestyrelsens beretning for regnskabsåret 2009 Bestyrelsesformand Niels Roth aflagde beretning om foreningens virksomhed i 2009. Formandens beretning blev taget til efterretning. Ad 2. Fremlæggelse af årsrapport til godkendelse og forslag til udlodning Regnskabet for året 2009 udviste et underskud på DKK 34.705.000. Regnskabet blev gennemgået af bestyrelsesformanden, der samtidig indstillede, at der skulle foretages udlodning med DKK 0 pr. foreningsbevis. Den reviderede årsrapport for 2009 samt forslaget om udlodning blev enstemmigt vedtaget. Ad 3. Valg af medlemmer til bestyrelsen I overensstemmelse med foreningens vedtægter pkt. 16.3 var Niels Roth og Frank Pedersen på valg i 2010. Bestyrelsen indstillede genvalg af Niels Roth og Frank Pedersen, der begge var villige til genvalg Da dirigenten kunne konstatere, at der på opfordring ikke blev bragt yderligere kandidater i forslag, blev genvalg af Niels Roth og Frank Pedersen bragt samlet til afstemning. De blev begge enstemmigt valgt af den tilstedeværende forsamling. Ad 4. Valg af revisor Generalforsamlingen tilsluttede sig enstemmigt, at KPMG Statsautoriseret Revisionspartnerselskab blev genvalgt som foreningens revisor for det kommende år. Ad 5. Bemyndigelse til bestyrelsen til i tiden indtil næste ordinære generalforsamling at opkøbe egne foreningsbeviser for op til 10 % af de af foreningen udstedte foreningsbeviser til den på købstidspunktet gældende børskurs +/- 10 % Det fremsatte forslag om bemyndigelse til bestyrelsen til opkøb af egne foreningsbeviser for op til 10 % af de af foreningen udstedte foreningsbeviser blev vedtaget. Ad 6. Indkomne forslag samt forslag fra bestyrelsen a) Forslag fra bestyrelsen om at slette pkt. 1.2 i vedtægterne om foreningens hjemsted. b) Forslag fra bestyrelsen om, at ændre foreningens hjemsted til Gentofte Kommune og dermed ændre vedtægternes pkt. 1.2. Dette forslag bortfalder såfremt bestyrelsens for-slag under pkt. 6a) vedtages. c) Forslag fra bestyrelsen om at ændre vedtægternes pkt. 3 og 7.2, således at det reflekteres at udbud af foreningsbeviser skal ske i overensstemmelse med gældende værdipapirhandelsregler. d) Forslag fra bestyrelsen om at ændre vedtægternes pkt. 8.1, således at udbud af foreningsbeviser kan ske til markedskurs, med mindre bestyrelsen beslutter, at emission skal ske til favørkurs, idet emissionen i så fald skal udbydes med fortegningsret for foreningens eksisterende medlemmer, men således at beviser, der ikke tegnes ved udnyttelse af fortegningsretten kan udbydes til nye medlemmer. e) Forslag fra bestyrelsen om at henvisningen i vedtægternes pkt. 9.3 opdateres fra ”Københavns Fondsbørs” til ”Nasdaq OMX Copenhagen A/S”. f) Forslag fra bestyrelsen om at ændre vedtægternes pkt. 11.3 således at medlemmer, der ejer 5 % af de samlede pålydende foreningsbeviser kan kræve afholdelse af en ekstraordinær generalforsamling. g) Forslag fra bestyrelsen om at ændre indkaldelsesvarslet til foreningens generalforsamlinger fra mindst otte dage til mindst fjorten dage og dermed ændring af vedtægternes pkt. 11.4, samt som konsekvens at ændre fristen for fremlæggelse af dokumenter til eftersyn forud for generalforsamlingen fra otte dage til fjorten dage og dermed ændring af vedtægternes pkt. 11.5. h) Forslag fra bestyrelsen om at ændre vedtægternes pkt. 11.4 om elektronisk indkaldelse til generalforsamling. i) Forslag fra bestyrelsen om at fjerne begrænsningen i vedtægternes pkt. 14.3, hvorefter fuldmagter maksimalt kan gives for et år ad gangen. j) Forslag fra bestyrelsen om at ophæve stemmeretsbegrænsningen i vedtægternes pkt. 14.4 og dermed ophæve bestemmelsen. Såfremt beslutningen vedtages bliver vedtægternes nuværende pkt. 14.5 til pkt. 14.4. k) Forslag fra bestyrelsen om at slette ordene ”Københavns Fondsbørs” fra vedtægternes pkt. 17.4, da fondsbørsen ikke kan pålægge foreningen at gennemføre vedtægtsændringer. Inden forslagene blev bragt til afstemning, gjorde dirigenten opmærksom på, at alle forslag var udtryk for vedtægtsændringer, der krævede et kvalificeret flertal for at kunne vedtages i overensstemmelse med vedtægternes pkt. 15.1. Dirigenten kunne i den forbindelse oplyse, at kravet om, at 2/3 af foreningens samlede foreningsbeviser er repræsenteret på generalforsamlingen, ikke var opfyldt, hvorfor forslaget ikke kunne vedtages endeligt på nærværende generalforsamling. En forudsætning for vedtagelse var herefter, at det blev vedtaget på nærværende generalforsamling med 2/3 flertal af de afgivne stemmer, samt at forslaget endvidere blev vedtaget med samme majoritet på en ny generalforsamling afholdt inden 3 måneder. Herefter bragte dirigenten forslagene til afstemning. Forslagene blev enstemmigt vedtaget. Dirigenten kunne herefter konstatere, at endelig vedtagelse af forslagene krævede, at disse blev vedtaget med 2/3 af de afgivne stemmer ved en fornyet generalforsamling inden for 3 måneder. Der var ikke indkommet forslag fra Foreningens medlemmer. Ad 7. Eventuelt Der forelå ikke yderligere til behandling. Dirigenten konstaterede herefter, at dagsordenen var udtømt, og at samtlige af de af bestyrelsen fremsatte forslag var blevet vedtaget. Generalforsamlingen blev hævet kl. 17.20.
Forløb af generalforsamling
| Source: Fast Ejendom, Dansk Ejendomsportefølje