FLSmidth opnår drifts- og vedligeholdelseskontrakt i Tunesien


Selskabsmeddelelse til Finanstilsynet nr. 18-2010, 21. maj 2010

FLSmidth har indgået kontrakt med det tunesisk-ejede selskab Carthage Cement på drift og vedligeholdelse af deres nye cementfabrik, som er under opførelse ca. 40 km sydvest for Tunesiens hovedstad Tunis.

 

Cementfabrikken projekteres og leveres af FLSmidth i samarbejde med de tyrkiske entreprenørselskaber EKON og PROKON (jf. selskabsmeddelelse nr. 17-2010).

 

Ordren omfatter al den nødvendige bemanding af fabrikken til drift og vedligeholdelse af udstyret, uddannelse af personale samt indkøb og lagerstyring af reservedele og smøremidler.

 

Formålet med drifts- og vedligeholdelseskontrakten er at sikre et højt produktionsniveau samt løbende vidensoverførsel og uddannelse af det lokale personale.

 

Drifts- og vedligeholdelseskontrakten vil over en femårig periode udgøre en værdi for FLSmidth på mere end 500 mio. danske kroner.

 

"Dette er den sjette, større cement drifts- og vedligeholdelseskontrakt, som FLSmidth har indgået, hvilket klart demonstrerer, at vores drifts- og vedligeholdelsesservices og totalløsninger bliver vel modtaget af vores kunder. Drifts- og vedligeholdelsesaktiviteterne mindsker vores følsomhed overfor cykliske udsving i salget af cement- og mineralanlæg og giver os værdifuld driftsmæssig erfaring," udtaler adm. koncernchef Jørgen Huno Rasmussen.

 

Ordren vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening indtil 2017.

 

-------------------------------------

 

Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til adm. koncernchef Jørgen Huno Rasmussen, FLSmidth & Co. A/S på tlf. 36 18 18 00.

 

For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.

 

 

Med venlig hilsen

Pernille Friis Andersen
Corporate Communications & Investor Relations

 

 


Attachments

Link til pdf-version