FLSmidth skal modernisere cementfabrik i Uruguay


Selskabsmeddelelse til Finanstilsynet nr. 20-2010, 28. maj 2010

FLSmidth har indgået en kontrakt til en værdi af ca. DKK 239m med det statsejede uruguayanske selskab Administración Nacional De Combustibles, Alcohol y Portland (ANCAP) på levering af udstyr samt supervision til en opgradering af deres Paysandú cementfabrik, som FLSmidth leverede den første produktionslinje til i 1972. Fabrikken er beliggende i Paysandú provinsen, 400 km. nordvest for Montevideo i nærheden af den argentinske grænse.

 

Denne ordre er en fortsættelse af opgraderingen af Paysandú, som FLSmidth tidligere har leveret udstyr til (jf. selskabsmeddelelse nr. 12-2009).

Ordren består af en opgradering af den eksisterende ovn 2 fra en kapacitet på 750 tons per dag til en fremtidig kapacitet på 1.800 tons per dag. Opgraderingen af ovnen giver en væsentlig miljøforbedring og en mere energibesparende cementfremstillingsproces.

Udstyret til opgraderingen omfatter et knuseri til råmaterialer, et råmaterialelager, fødesiloer, råmaterialefødning til råmølle, råmølleri, siloudstyr, ILC forvarmer, ombygning af den eksisterende ovn, klinkerkøler, klinkertransport samt el- og kontroludstyr.

"Vi er glade for at kunne fortsætte det gode samarbejde med ANCAP, der strækker sig tilbage til 1956, med denne kvalitetssikring og modernisering af deres cementproduktion. Ordren bekræfter vores gode forhold til ANCAP og understreger værdien af FLSmidths position som totalleverandør af produkter og service samt vores stærke placering på det uruguayanske cementmarked, hvor vi har leveret langt størstedelen af udstyret til landets cementproduktion," udtaler adm. koncernchef Jørgen Huno Rasmussen.

Ordren vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening frem til medio 2012.

 

-------------------------------------

 

Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til adm. koncernchef Jørgen Huno Rasmussen, FLSmidth & Co. A/S på tlf. 36 18 18 00.

 

For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.

 

 

Med venlig hilsen

Pernille Friis Andersen
Corporate Communications & Investor Relations


Attachments

Link til PDF-version