Nr. 17/2010 Århus Elite A/S - Årsrapport 2009/10


Århus, den 24. september 2010

NASDAQ OMX Copenhagen A/S



Meddelelse nr. 17/2010

Århus Elite A/S - årsregnskab 2009/2010:

Underskud som forventet på 25,3 mio. kr. i Århus Elite A/S i 2009/2010.
Emissions-processen forløber planmæssigt. 

I overensstemmelse med reglerne for børsnoterede selskabers afgivelse af
årsregnskabsmeddelelser aflægger Århus Elite A/S hermed årsregnskab for
perioden 1. juli 2009 - 30. juni 2010. 

Århus Elite A/S' resultat for regnskabsåret 2009/10 var et underskud på 25,3
mio. kr. mod et underskud på 43,5 mio.kr. året før. Resultatet er
utilfredsstillende, men svarer til de udmeldte forventninger. 

Resultatet af den primære drift er et underskud på 23,3 mio. kr. mod et
underskud på 39,1 mio. kr. året før, mens resultatet før transferaktiviteter er
et underskud på 18,3 mio. kr. mod et underskud på 27,8 mio. kr. året før. 

Underskuddets størrelse tilskrives blandt andet følgende forhold:
- Den uventede og utilfredsstillende sportslige udvikling i AGF har betydet
lavere indtægter i foråret 2010 end forventet i form af tv-indtægter,
entré-indtægter, bodsalg og reducerede sponsorindtægter.
- Vanskelige markedsvilkår grundet generelle konjunkturer har påvirket sponsor-
og transferindtægter.
- Sportsselskaber, som udskiltes fra koncernen i året, har været
underskudsgivende. 
- Ekstraordinære omkostninger som følge af udskilning af selskaber,
trænerskifte 
m.v.

På trods af det utilfredsstillende resultat har koncernen realiseret flere af
årets målsætninger: 
- Koncernen har i regnskabsåret strømlinet forretningen ved at udskille
aktiviteterne Århus GF, Bakken Bears, Århus Elite Badminton, Århus Elite Dans
og Århus Elite Floorball. Disse aktiviteter samt omkostningerne ifm. endelig
separation har i regnskabsåret påvirket koncernens resultat negativt med ca. 6
mio. kr. 
- AGF Fodbold har forbedret transferaktiviteterne fra -11,4 mio. kr. i 2008/09
til -5,0 mio. kr. i 2009/10. 
- Med udskillelsen af aktiviteter er balancen blevet væsentlig reduceret til
65,2 mio. kr. fra 95,4 mio. kr. året før. Investeringerne er ligeledes
væsentligt reducerede, således at kontraktrettigheder repræsenterer aktiveret
værdi på 13,6 mio. kr. i forhold til 26,5 mio. kr. året før. 
- Koncernens pengestrømme fra driften er forbedrede fra -25,3 mio. kr. til
-12,1 mio. kr. 
- Koncernen har realiseret betydelige omkostningsreduktioner og fortsat
udbygningen af forretningssystemer, hvilket vil fortsætte i indeværende år. 
- Århus Elite A/S har indgået en forlængelse af aftalen med Århus Kommune om
forpagtningen af Atletion, der indebærer væsentlige forbedringer og ombygninger
samt mulighed for en mere fleksibel anvendelse af faciliteten. 

Dette betyder, at koncernen fremadrettet står med en væsentlig mindre kompleks
forretning, som i kraft af en stærkt reduceret balance er mindre eksponeret mod
eksempelvis finansierings- og konjunkturrisici. 

Århus Elite A/S' egenkapital er reduceret fra 37,3 mio. kr. i regnskabsåret
2008/09 til 26,4 mio. kr. ved udgangen af regnskabsåret 2009/10. Koncernen
gennemførte i marts 2010 en rettet emission, der tilførte koncernen 14,6 mio.
kr. 

Forventninger til fremtiden
Århus Elite A/S vurderer, at AGF's nedrykning til 1. division betyder et samlet
indtægtstab på 25-30 mio. kr. Dette, i kombination med lavere transferindtægter
over sommeren, svagere tilskuertal og sponsortegning end forventet i starten af
sæsonen, har forøget usikkerheden til årets resultat. Selskabet forventer
således et resultat for 2010/11, der vil være dårligere end 2009/10, men stadig
markant bedre end 2008/09. Forventningen for 2011/12 er et lille underskud,
mens målet for 2012/13 er at skabe positiv drift og som minimum et neutralt
cash flow. 

Disse målsætninger skal realiseres ved hjælp af:
- Oprykning til Superligaen sommeren 2011.
- Udnyttelse af tilskuer- og sponsorpotentialet i Århus og Østjylland.
- Fokus på talentudvikling og en aktiv transferpolitik.
- Positionering af Atletion som regionens førende facilitet for større
arrangementer. 
- Stram omkostningsstyring i et fokuseret Århus Elite bestående af AGF Fodbold
og Atletion. 

Emission                                                                        
For at sikre et tilstrækkeligt kapitalberedskab til at realisere selskabets
drift og strategier for de kommende år, har bestyrelsen i Århus Elite A/S, som
tidligere meddelt, besluttet, at selskabet i løbet af efteråret vil gennemføre
en kapitaltilførsel med et forventet minimumsprovenu på 30 mio. kr.
Kapitaltilførslen vil sikre koncernens likviditetsberedskab de kommende år. 


Administrerende direktør Jan Christensen udtaler:
”Til trods for at selskabet leverer et væsentligt bedre resultat i 2009/10 end
året før, er resultatet utilfredsstillende. Kombinationen af dårlige sportslige
resultater og vanskelige markedsvilkår i branchen har påvirket det afsluttede
regnskab og vil desværre få endnu større påvirkning i det kommende år. Jeg er
derfor glad for, at vi var blandt de første i branchen til at reagere på
situationen og slanke forretningsmodel, organisation og balance. Vores hurtige
reaktion gør, at vi har en berettiget tro på, at vi kan komme stærkt igen. 

Siden nedrykningen har vi arbejdet benhårdt på vores genopretningsplan i
fodboldforretningen, hvilket allerede har givet de første resultater. Målet for
AGF Fodbold er oprykning til Superligaen. Holdet er med cheftræner Peter
Sørensen i spidsen gået fokuseret til opgaven i 1. division og fører p.t.
rækken og har kvalificeret sig til ottendedelsfinalerne i pokalturneringen. Jeg
fornemmer, at den start på sæsonen kombineret med gode udsigter i vores anden
hovedforretning, Atletion, har en positiv afsmitning både blandt de investorer,
vi nu er i dialog med omkring den kommende emission, og blandt sponsorer og
fans.” 

Bestyrelsesformand Torben Bjerre-Madsen siger:
”Allerede nu mener jeg, at vi kan konstatere, at udskillelsen af
sportsforretningerne var den helt rigtige beslutning. Såvel Århus Håndbold som
Bakken Bears har fået ny energi, og det samme er tilfældet hos AGF Fodbold,
efter at skuffelsen over nedrykningen er kommet lidt på afstand. Spillere,
trænere og den øvrige stab arbejder seriøst mod målet - at sikre oprykningen
til Superligaen i indeværende sæson - og kan absolut godt være starten af
sæsonen bekendt. 

Samtidig betyder den nye forretningsmodel, at det er muligt for alle i Århus
Elite at arbejde langt mere fokuseret og omkostningseffektivt end tidligere -
noget som jeg er overbevist om vil give såvel sportslige som økonomiske
resultater”. 


For yderligere oplysninger kontakt bestyrelsesformand Torben Bjerre-Madsen på
tlf. 22 23 50 00 eller administrerende direktør Jan Christensen på tlf. 30 91
00 01. 

Med venlig hilsen

Torben Bjerre-Madsen		Jan Christensen
Bestyrelsesformand           	Administrerende direktør

Attachments

fondsbrsmeddelelse nr. 17-2010 - arhus elite as arsrapport 2009-10.pdf arhus elite as - arsrapport 2009-10 - 24-09-2010.pdf