Aktieemission samt forventninger til 2010 og 2011


Som meddelt i selskabsmeddelelse af 28. september 2010 i forbindelse med
fusionen mellem Morsø Sparekasse og Morsø Bank til Fjordbank Mors, er det
besluttet at styrke kapitalgrundlaget via en aktieemission. 

Aktieemissionen er besluttet gennemført som en fortegningsemission i december
2010. Prospektet forventes offentliggjort primo december 2010. 

Emissionen forventes at blive i niveauet 130 - 140 mio.kr. Fortegningsforholdet
samt tegningskursen vil blive endeligt fastsat i forbindelse med
offentliggørelse af prospektet. 

Bankens største aktionær med en ejerandel på ca. 65 %, Morsø Sparekasse Fonden,
har afgivet ubetinget tegningstilsagn om at ville tegne nye aktier for 45
mio.kr. Tegningstilsagnet er beløbsmæssigt mindre end Morsø Sparekasse Fondens
forholdsmæssige andel af udbuddet, hvorfor Fondens bestyrelse tillige har
meddelt, at overskydende tegningsretter vil blive stillet til rådighed for
Banken til brug for kunder og forretningsforbindelsers tegning af aktier i
Banken. Tegningsretterne vil blive solgt til samme kurs som tegningsretterne
udbydes til på Nasdaq OMX Copenhagen A/S. I det omfang der mod forventning ikke
måtte være tilstrækkelig efterspørgsel efter disse, vil de overskydende
tegningsretter blive afhændet i markedet, såfremt det ikke får en væsentlig
negativ påvirkning på kursdannelsen, alternativt vil de ikke blive udnyttet. 

Der er endvidere indgået ubetingede garantiaftaler med fire øvrige aktionærer i
banken om at garantere tegningen af nye aktier for i alt 12 mio.kr. Disse fire
aktionærers forpligtelse reduceres, når der samlet set tegnes nye aktier for 63
mio.kr. og forpligtelsen ophører helt, når der tegnes nye aktier for mere end
75 mio.kr. 

Banken kan endvidere meddele, at basisindtjeningen, defineret som indtjeningen
før nedskrivninger, kursreguleringer, resultatet af kapitalandele i tilknyttede
og associerede virksomheder og skat, i 2010 forventes at ligge i niveauet 145 -
150 mio.kr. (proforma). Da fusionen er gennemført pr. 1. november 2010,
forventes årsrapporten 2010 for Fjordbank Mors dog alene at udvise en
basisindtjening på godt 100 mio.kr., idet basisindtjeningen i Morsø Bank frem
til og med oktober 2010 af regnskabstekniske årsager ikke vil indgå i
resultatet. 

I 2011 forventes en basisindtjening i niveauet 155 - 165 mio.kr. før indregning
af synergieffekter. Synergieffekter forventes at blive i niveauet 20 - 25
mio.kr. om året med fuld effekt fra regnskabsåret 2012. 

Der forventes i perioden et markant fald i nedskrivningsniveauet. Oplyste
niveauer for basisindtjening er før eventuel udtrædelsesgodtgørelse til
IT-leverandør (engangsomkostning). 



For yderligere information, kontakt venligst

Ordførende bankdirektør Peter Christensen, telefon nr. 96 70 15 00
Bankdirektør Torben Sørensen, telefon nr. 96 15 25 10



Med venlig hilsen

Fjordbank Mors A/S



Peter Christensen           Torben Sørensen 
Ordførende bankdirektør	 Bankdirektør

Attachments

selskabsmeddelelse nr 4 - 2010.pdf