MÅ IKKE OFFENTLIGGØRES, DISTRIBUERES ELLER UDGIVES, HVERKEN HELT ELLER DELVIST, DIREKTE ELLER INDIREKTE, I USA, AUSTRALIEN, JAPAN ELLER CANADA TDC A/S ("TDC") offentliggør i dag selskabets beslutning om at tilbagekøbe 176.470.588 aktier à nominelt DKK 1 fra TDC's aktionærer for et samlet beløb på DKK 9 mia. ("Aktietilbagekøbet"). Aktietilbagekøbet gennemføres til en kurs på DKK 51,00 pr. aktie, hvilket svarer til udbudskursen i det af NTC S.A. og NTC Holding G.P. & Cie. S.C.A. offentliggjorte udbud ("Udbuddet" og "Udbudskursen"), jf. TDC's selskabsmeddelelse nr. 29/2010 af 9. december 2010. TDC har i forbindelse med beslutningen om at gennemføre Aktietilbagekøbet modtaget en fairness opinion fra FIH Partners A/S, der, på grundlag af de i Udbuddet anvendte procedurer og under hensyntagen til de forudsætninger, betingelser og andre forhold, som FIH Partners A/S har overvejet, bekræfter, at Udbudskursen og dermed kursen, der betales for de i Tilbagekøbstilbuddet tilbudte aktier efter FIH Partners A/S' vurdering er fair for TDC på kursfastsættelsestidspunktet ud fra et økonomisk synspunkt. TDC har modtaget accepter af Aktietilbagekøbet til en pris som er lig med eller lavere end den fastsatte kurs på DKK 51,00 for et samlet beløb, der overstiger DKK 9 mia., og der vil derfor blive gennemført en pro-rata reduktion på ca. 80,4 % af disse modtagne accepter i overensstemmelse med den procedure, der er beskrevet i aktietilbagekøbsdokumentet vedhæftet TDC's selskabsmeddelelse nr. 27/2010 af 25. november 2010. Af det samlede Aktietilbagekøb erhverves i alt 170.624.792 aktier fra NTC S.A. for et samlet beløb på DKK 8,7 mia., svarende til 96,7% af det samlede Aktietilbagekøb og svarende til NTC S.A.'s andel af det samlede antal aktier, som er blevet tilbudt til en pris lig med eller lavere end DKK 51,00. NTC S.A.'s andel af Aktietilbagekøbet er reduceret på tilsvarende måde, som accepterne af Aktietilbagekøbet modtaget fra andre aktionærer. Aktietilbagekøbet forventes afregnet 13.-15. december 2010. For en beskrivelse af de vilkår og betingelser, som gælder for Aktietilbagekøbet, henvises til aktietilbagekøbsdokumentet vedhæftet TDC's selskabsmeddelelse nr. 27/2010 af 25. november 2010. Ejerfordelingen blandt TDC's aktionærer efter gennemførelsen af Udbuddet og Aktietilbagekøbet fremgår af TDC's selskabsmeddelelse nr. 29/2010 af 9. december 2010. Aktietilbagekøbet omtalt i denne meddelelse har ikke været foretaget og vil ikke blive foretaget direkte eller indirekte i USA eller ved brug af det amerikanske postvæsen eller andet amerikansk middel eller organ til amerikansk mellemstatslig eller international handel eller nogen facilitet hos en national fondsbørs i USA. Dette omfatter, men er ikke begrænset til, fax, elektronisk post, telex, telefon og internet. TDC A/S Teglholmsgade 1-3 0900 København C tdc.dk