RAMIRENT OPKØBER UDLEJNINGSFORRETNING I DANMARK


 

Ramirent’s danske datterselskab Ramirent A/S har i dag underskrevet kontrakt om opkøb af forretningsaktiverne fra maskinudlejningsfirmaet Jydsk Materiel Udlejning, som er beliggende i Vestjylland. For Ramirent Danmark bidrager opkøbet med ca. 1,5 millioner EUR til den årlige omsætning. Opkøbet integreres i Ramirent koncernens tal pr. 1. marts 2011.

 Jydsk Materiel Udlejning (JMU) blev grundlagt i 1940 og udsprang fra tømrerfirmaet P. Korsholm Jeppesen & Søn. JMU er specialiseret i udlejning af lifte, skurvogne og byggemaskiner, og kundemassen består af lokale håndværkere, mellemstore entreprenører, industri og private. JMU er beliggende i henholdsvis Herning og Holstebro og har 8 ansatte inklusiv den nuværende ejer, Peter Korsholm Jeppesen, som bliver i firmaet.

 ”Det glæder os meget at byde et nyt medlem med lange traditioner i udlejningsbranchen velkommen i Ramirent koncernen. Opkøbet styrker vores position i det fragmenterede danske marked, og er en del af Ramirent’s strategi i at tilbyde nuværende og nye kunder et endnu større netværk og bredere sortiment”, udtaler Erik Høi, Administrerende Direktør, Ramirent Danmark.

Ramirent er et førende materieludlejningsfirma i Danmark, hvor den årlige omsætning udgjorde 43 millioner EUR i 2009. Efter opkøbet har Ramirent 22 lokationer i Danmark.

YDERLIGERE INFORMATION

Erik HØi, Administrerende Direktør, Ramirent Danmark, telefon: 40 40 22 04,
e-mail: eho@ramirent.dk

Ramirent er et førende materieludlejningsfirma, der leverer dynamiske udlejningsløsninger, der fremmer kundens produktivitet og effektivitet. Vi servicerer en bred vifte af kunder, herunder byggeriet, industrien, skibsværfter, den offentlige sektor og private.
I 2009 udgjorde koncernens omsætning 503 millioner EUR. Koncernen har 3.000 ansatte, fordelt på 375 lokationer i 13 lande i Nord-, Central- og Østeuropa. Ramirent er børsnoteret på NASDAQ OMX Helsinki Ltd.