Årsrapport 2010 for SPARBANK A/S

Årsrapporten i overskrifter


  • Årsresultatet i SPARBANK blev i 2010 et overskud på 31 mio. kr. før skat, mod et underskud i 2009 på 122 mio. kr.
  • Resultat og balance er påvirket af salg af 13 filialer, svarende til ca. 30 % af bankens forretningsomfang. Dette vanskeliggør en sammenligning med tidligere år.
  • Basisindtjeningen før nedskrivninger på udlån mv. udgør 141 mio. kr., hvilket er i overensstemmelse med bankens udmeldte forventninger til året.
  • Netto rente- og gebyrindtægter under basisindtjeningen udgør 530 mio. kr. Faldet på 29,6 % svarer til reduktionen i forretningsomfang ved filialfrasalg.
  • Ordinære driftsudgifter er reduceret med 115 mio. kr. og udgør 421 mio. kr. i 2010.
  • Banken har foretaget nedskrivninger og hensættelser på 357 mio. kr. ekskl. hensættelser/tab på garanti overfor Det Private Beredskab på 39 mio. kr. og hensættelse på garanti overfor Indskydergarantifonden på 19 mio. kr. i forbindelse med Amagerbankens konkurs.
  • Beholdningsindtjeningen er på 82 mio. kr.
  • Salg af filialer inkl. omstruktureringer indbringer 346 mio. kr. i 2010.
  • SPARBANK havde i 2010 udgifter til Det Private Beredskab på 90 mio. kr.
  • Renteudgift til statsligt kapitalindskud udgør 52 mio. kr., og udgift til garantiprovision for individuel statsgaranti udgør 7 mio. kr. i 2010.
  • SPARBANKs udlån udgør 8.093 mio. kr., mens indlån udgør 7.807 mio. kr. Det bidrager til bankens gode likviditet, at der er en sund sammenhæng mellem bankens udlån og indlån.
  • SPARBANK har en stærk solvens på 16,7 %. Det individuelle solvensbehov opgøres til 10,6 %, hvilket medfører en solvensoverdækning på 6,1 procentpoint.
  • Banken har en solid likviditetsoverdækning i forhold til lovens minimumskrav. Overdækningen er pr. 31. december 2010 271,3 %, hvilket svarer til 4,1 mia. kr. Dertil kommer, at der er en sund sammenhæng mellem udlån og indlån.
  • Omfanget af nedskrivningerne er utilfredsstillende. De foretagne nedskrivninger relaterer sig primært til erhvervsengagementer, som er påvirket af lavkonjunkturen, samt det forhold, at værdien af bankens sikkerheder har været faldende. De identificerede nedskrivningsbehov vedrører i høj grad kendte risikoengagementer. Der er ikke konstateret væsentlige nye engagementer med svaghedstegn i 2010. Som følge af øget fokus på identificering af risikoengagementer er det bankens forventning, at behovet for nedskrivninger vil være betydeligt mindre i 2011.
  • SPARBANK forventer i 2011 at opnå en basisindtjening før nedskrivninger i niveauet 150 – 175 mio. kr. I 2010 var basisindtjeningen før nedskrivninger på 141 mio. kr.

         SPARBANK A/S
         
         Karl Tholstrup
         Adm. direktør
         
         T 9616 1616


Attachments

sparbank_arsrapport_2010.pdf