Fastsættelse af endelig udbudskurs til kurs 201,1 samt foreløbigt resultat af to rettede udbud af nye aktier og nye kapitalbeviser i form af hybrid kernekapital


 

  • Udbudsperioden er udløbet i dag, den 18. marts 2011, kl. 16.00 dansk tid.
  • Udbudskursen er fastsat til kurs 201,1.
  • Banken har modtaget fuldmagter til tegning af 5.080.777 stk. nye aktier i banken.
  • Banken har ikke modtaget fuldmagter til tegning af nye kapitalbeviser.
  • Udbuddet er betinget af, at generalforsamlingen der afholdes den 19. marts 2011 og bankens bestyrelse herefter træffer de nødvendige beslutninger. Bestyrelsesmødet forventes afholdt den 19. marts 2011. 

Baggrund

Ved selskabsmeddelelse nr. 17-2011 og 18-2011 af 10. marts 2011 offentliggjorde banken to prospekter i forbindelse med to rettede udbud af henholdsvis op til 7.458.975 stk. nye aktier á nominelt DKK 10 (”Udbudte Aktier”) samt op til nominelt DKK 150 millioner nye kapitalbeviser á nominelt DKK 1.000 i form af hybrid kernekapital (”Nye Kapitalbeviser”) mod konvertering af op til i alt DKK 150 millioner eksisterende kapitalbeviser i form af ansvarlig lånekapital udstedt af banken og optaget til notering på NASDAQ OMX Copenhagen A/S under ISIN-kode DK0030102017 (”eksisterende kapitalbeviser”).

Udbud af nye aktier

Udbudsperioden udløbet, fuldmagter til tegning

Udbudsperioden løb fra den 11. marts 2011, kl. 9.00 (dansk tid) til den 18. marts 2011, kl. 16.00 (dansk tid). Ved udbudsperiodens udløb var der i alt givet fuldmagter til tegning af 5.080.777 stk. Udbudte Aktier á nominelt DKK 10 svarende til i alt nominelt DKK 50.807.770, ved konvertering af nominelt DKK 102.177.000 eksisterende kapitalbeviser.

Heraf var 1.417.204 stk. Udbudte Aktier, svarende til nominelt DKK 14.172.040 mio. omfattet af fuldmagter afgivet af en række medlemmer af bankens bestyrelse ved konvertering af nominelt DKK 28,5 mio. eksisterende kapitalbeviser.

Fastsættelse af udbudskurs

Udbuddet sker til en udbudskurs fastsat som den vægtede gennemsnitskurs af alle handler i bankens eksisterende aktier på NASDAQ OMX Copenhagen den 17. og 18. marts 2011, dog minimum kurs 201,1 svarende til en minimumspris på DKK 20,11 pr. aktie a nominelt DKK 10, og maksimum kurs 300 svarende til en maksimumspris på DKK 30 pr. aktie a nominelt DKK 10

Gennemsnitskurs af alle handler i bankens eksisterende aktier på NASDAQ OMX Copenhagen var både den 17. og 18. marts 2011 under den fastsatte minimumskurs. Som følge heraf har bestyrelsen i dag truffet beslutning om fastsættelse af udbudskursen til kurs 201,1 svarende til en pris på DKK 20,11 pr. aktie a nominelt DKK 10.

Gennemførelse

Udbuddets gennemførelse er betinget af, at bankens bestyrelse på en generalforsamling den 19. marts 2011 bemyndiges til at forhøje bankens aktiekapital med indtil DKK 150 millioner, samt at bestyrelsen herefter beslutter at udstede Udbudte Aktier på et bestyrelsesmøde. Bestyrelsesmødet forventes afholdt lørdag den 19. marts 2011.

Forudsat kapitalforhøjelsen endeligt vedtages af bestyrelsen og tegningen og indbetalingen gennemføres i henhold til de afgivne fuldmagter, vil de Udbudte Aktier efter registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, forventeligt den 21. marts 2011, blive udstedt i en midlertidig ISIN-kode, som ikke vil blive søgt optaget til handel og officiel notering på NASDQ OMX Copenhagen A/S.

De Udbudte Aktier vil hurtigst muligt herefter blive søgt optaget til handel og officiel notering på NASDAQ OMX Copenhagen A/S i ISIN-koden for bankens eksisterende aktier (DK0060088797), hvilket forventes at ske den 24. marts 2011.

Gennemføres Udbuddet vil bankens aktiekapital blive forhøjet med i alt nominelt DKK 50.807.770 svarende til 5.080.777 stk. Udbudte Aktier á nominelt DKK 10.

Udbud af nye kapitalbeviser

Udbudsperioden for nye kapitalbeviser løb fra den 11. marts 2011, kl. 9.00 (dansk tid) til den 18. marts 2011, kl. 16.00 (dansk tid). Ved udbudsperiodens udløb havde banken ikke modtaget nogen fuldmagter til tegning af nye kapitalbeviser ved konvertering af eksisterende kapitalbeviser, og der udstedes således ikke nye kapitalbeviser.

Eventuelle henvendelser vedrørende denne selskabsmeddelelse kan rettes til administrerende direktør Vagn Thorsager på tlf. 87 61 46 05.


Attachments

Meddelelse nr 20 - 2011.pdf